Annonce
Sønderborg

Seks stjerner for teaterdrama i topklasse

"Håbet" blev i denne uge vist på Sønderborg Teaterforening, og stykket gik rent ind.

Sjældent har jeg oplevet en teaterforestilling så velspillet og på samme tid så handlingsmættet og med en så stærk og enkelt scenografi, som i teaterstykket "Håbet". Netop den forestilling var heldigvis på Sønderborg Teaterforenings vinterprogram i tirsdags på Sønderborg Teater.

Teatret Møllen fra Haderslev præsterede det sublime og sendte publikum hjem til nogle dage med refleksion og eftertanke om danskernes slavehandel, hvor menneskehandel ikke var anderledes end studehandel, og slaverne blev udsat for en umenneskelige behandling på de danske handelsskibe. I lænker og under dæk blev de sejlet fra Guldkysten langs Afrikas vestkyst til De Vestindiske Øer, som øerne hed dengang i slutningen af det 18. århundrede og siden har skiftet navn til The Virgin Islands.

Teaterstykket er en fortælling, der både rummer ondskab og kærlighed, frygt og ikke mindst håb. I den hårde teaterudgave af bogen med samme titel flettes hovedpersonernes korrespondancer, dagbogsoptegnelser og logbøger utrolig stærkt sammen med virkelige historiske dokumenter, for tilsammen at danne en rørende, spændende og barsk fortælling.

Annonce

Forestillingen "Håbet"

Teatret Møllen fra Haderslev er på turné med forestillingen "Håbet".Stykket blev fremført tirsdag aften 13. november på Sønderborg Teater.

Ukorrekt sprogbrug

Med teaterstykket "Håbet"s ukorrekte sprogbrug in mente forstår man de mennesker, sorte og farvede, som frabeder sig i dag at blive kaldt for neger, fordi betegnelsen forbindes til slaveriet og en raceopdeling, hvor sorte er mindre værd end hvide.

Mange af elementerne i fortællingen var opdigtede. Men de fremstår autentiske og underbygges i øvrigt af de rædsler, som jeg for få år siden så dokumenteret i virkelighedens verden ved et besøg på museet på Fort Frederik i Frederiksted på øen St. Croix. Her dokumenteres datidens virkelige hændelser. En barsk konfrontation. Teatret Møllen lykkes med at sætte den virkelighed op som et spejl og give os det billede, som generationerne efter århundredskiftet ikke bryder sig om at se.

Jeg noterer mig, at historieundervisningen gennem rigtig mange år uklædeligt har bygget på stykkets afslutningsreplik til forestillingens professor: "Hvad De vælger at fortælle og ikke fortælle om Deres fortid er naturligvis helt op til Dem".

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce