Annonce
Udland

Selskab indgår forlig om opioider på 154 milliarder i USA

Handout/Ritzau Scanpix

Et selskab skal betale 154 milliarder kroner til fire delstater i USA. En stribe andre forlig er på vej.

Det israelske medicinalselskab Teva Pharmaceuticals med danske Kåre Schultz som topchef har indgået et forlig med fire amerikanske delstater på 23 milliarder dollar. Det drejer sig om koncernens delansvar i den amerikanske opioidkrise.

Det skriver Bloomberg News ifølge Ritzau Finans.

Forliget betyder, at Teva over ti år vil levere medicin til behandling af afhængighed af smertestillende medicin til en værdi af 23 milliarder dollar - omkring 154 milliarder kroner.

Selskabet vil også donere 250 millioner dollar til kampen mod afhængighed.

Aftalen mangler dog at blive godkendt af de omkring 2500 amter og byer i USA, som ligesom delstaterne har sagsøgt selskabet.

De delstater, der nu er kommet frem til et forlig med Teva, er North Carolina, Pennsylvania, Tennessee og Texas.

Forliget kommer på baggrund af Tevas rolle i den såkaldte opioid-epidemi. Den har gjort flere millioner amerikanere afhængige af den stærkt vanedannede medicin.

Tidligere mandag indgik Teva sammen med tre amerikanske medicinalselskaber i sidste øjeblik et forlig på 260 millioner dollar - cirka 1,7 milliarder kroner - i delstaten Ohio.

De tre andre selskaber var AmericasourveBergen Corp, Cardinal Health Inc. og McKesson Corp.

Kilder sagde tidligere mandag til New York Times, at det var muligt, at der i løbet af dagen ville blive annonceret en række forlig i flere tusinde andre søgsmål, der er anlagt af amerikanske amter og delstater.

Sagen fra Ohio er kun en af de mange.

Her skal de tre amerikanske medicinalselskaber betale 215 millioner dollar til to amter i Ohio, som havde stævnet dem.

Teva ventes at skulle betale 20 millioner dollar kontant og afsætte 25 millioner dollar til behandling af ofre.

Hundredtusinder af amerikanere er gjort til narkomaner af de kontroversielle smertestillende produkter.

Medicinalselskaberne anklages for at have været skruppelløse i deres markedsføring af opioiderne.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nøgler og dæk forsvandt ved indbrud

Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Sport

'En kæmpe fejltagelse af ledelsen': Fans er utilfredse med fyring af succestræner

Annonce