Annonce
Esbjerg

Selv øllen bliver mangfoldig til Fanø Pride

Onsdag aften vil Fanø blive fyldt med farver og mennesker, når der er Fanø Pride. Billedet her er fra Aarhus Pride. Arkivfoto

Onsdag vil flere hundrede mennesker hylde mangfoldigheden, når Fanø Pride for første gang afvikles. Fanø Bryghus har produceret en specialøl til begivenheden, som ligeledes sigter efter at ramme alle.

Fanø: En Pride er normalt noget, som hører de større byer til. København, Aarhus og Aalborg har tilbagevendende Prides, men i 2017 arrangerede den lille by Gesten ved Vejen også en som en af de første mindre byer. Onsdag følger Fanø trop med en parade, der bevæger sig fra færgelejet og op til Realen, hvor der holdes en stor Pride-fest.

Og ifølge kreativ direktør på Realen og Pride-arrangør Jeanett Exner er det vigtigt, at de mindre byer også afholder parader for at hylde kærligheden og mangfoldigheden.

- I storbyer er der meget mere mangfoldighed. Folk er vant til at se typer, der stikker ud, og det er man ikke på samme måde i vandkantsdanmark. Derfor synes jeg netop, at den skal være i de små steder for, at emnet bliver italesat, siger Jeanett Exner.

Annonce

Om Fanø Pride

Hovedarrangører er Jeanett Exner, Julie Frey og Carsten Munch. De håber, at deres paradeopstilling vil lykkes, selvom ingen af dem har erfaring med at føre en parade gennem en by hvad angår rute, hastighed og rækkefølge. - Det er teknisk, så det er med meget nervøsitet og spænding, at vi ser frem mod paraden, og spændthed. Men vi kan mærke, at det er helt rigtigt for os. Vi skal selvfølgelig have en Pride årligt, siger Jeanett Exner.

Stor positiv tilslutning

I selve optoget forventer Jeanett Exner flere hundrede deltagere, hvor blandt andet flere politiske partier har tilmeldt sig, ligesom der kommer en gruppe sambadansere fra Aarhus, der vil vise forskellighed og farver gennem deres farvestrålende dragter og rytmiske dans.

- Vi har oplevet en meget stor tilslutning, og mange har sagt, at det er en rigtig god idé, og at det er fint, at vi får snakket om emnet. Nogle har ment, at det ikke er nødvendigt, fordi tolerancen allerede er så høj på Fanø, men jeg har også fået enkelte mails, som viser det modsatte, fortæller Jeanett Exner.

Hun er selv mor til en lesbisk datter, og manden i mailen skrev, at de levede i synd. Hun har dog valgt at ignorere mailen og i stedet lagt al sin energi i at arrangere et så godt event som overhovedet muligt. Det har blandt andet betydet, at man har fået Fanø Bryghus til at producere en helt speciel øl, hvor arrangørerne har været med i et testpanel.

- Vi vil gerne ramme så bredt som muligt, og selv jeg, som ikke drikker øl, kan godt lide den. Den håber vi selvfølgelig, at folk vil købe, ligesom at den måske kan bruges til andre Prides. Derfor har den også kun fået navnet Pride, fortæller Jeanett Exner.

Borgmester Sofie Valbjørn (Alt) holder åbningstalen klokken 18, inden paraden snor sig gennem Nordby til Realen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Sydjylland

Flysager hober sig op i byretter: SF vil have justitsministeren på banen

Annonce