Annonce
Sydjylland

Selvstændige Annette og Claus gik fra alt til ingenting: - Det her skal vi nok overleve

Claus Thygesen og Annette Torp er begge selvstændige, men selvom deres virksomheder er lukkede, holder de humøret højt. De håber på, at corona-krisen vil skabe mere sammenhold, tålmodighed og flere smil i fremtiden. Foto: Søren Gylling
Annette Torp og Claus Thygesen har begge været nødt til at lukke deres virksomheder midlertidigt på grund af coronavirussen. Men på trods af at de er gået fra alt til ingenting, holder familien fast i det positive sind og høje humør.

Kolding: På en havebænk indhyllet i solskin på Enev. Sørensens Vej i Kolding sidder 50-årige Annette Torp og 47-årige Claus Thygesen. Inde i huset bag beskyttende vægge sidder deres tvillingedrenge Emil og Oscar Torp Thygesen på 12 år. Deres liv ændrede sig drastisk den 11. marts, da coronavirussen gjorde sit indtog i familien.

Både Annette Torp og Claus Thygesen er nemlig selvstændige med virksomheder, der er blevet særligt ramt af coronavirussen. I 20 år har Claus Thygesen været i biografbranchen, men i 2018 fik han sin helt store drøm opfyldt. Han blev tilbudt at være medejer af en biograf i Haderslev. Det blev luksusbiografen Kosmorama på fire sale med VIP-Lounge, der knejsede sig op mod himlen i Haderslev.

Men onsdag aften den 11. marts slukkede coronavirussen lyset i biografsalene på ubestemt tid. Derved forsvandt familiens ene indtægtskilde, og det blev starten på en usikker og ny hverdag.

- Den første uge var meget hård. Det var fysisk hårdt, fordi kroppen kommer ned i tempo. Du kan ikke rigtig finde ud af dagene. Er det mandag eller tirsdag? Men det er også psykisk hårdt ikke at vide, hvor længe det kommer til at vare, siger Claus Thygesen.

Men den nye hverdag slog ikke positiviteten ud af familien.

Annonce

Familiens råd til andre børnefamilier

  • Prøv at begrænse nyhedsstrømmen men se de nyheder sammen, som I vælger at bevare. Så kan børnene stille spørgsmål undervejs
  • Forsøg at opretholde en hverdag. Det skaber en tryghed og genkendelighed
  • Følg jeres mavefornemmelse og vurder, hvad der er bedst for jeres familie

Indtægten forsvandt

En uge gik hvor Annette Torp hver dag spekulerede over, hvorvidt hendes virksomhed var den næste til at lukke. Hun startede i 2009 sit eget kosmetologfirma, der blev døbt By Torp. Hendes klinik brystede sig af være kemikalie- og parabenefri samt allergivenlig. Et fokus, der startede i forbindelse med hendes eget sygdomsforløb i 2007, hvor hun fik konstateret brystkræft.

By Torp ligger i dag sammen med en frisør, der har samme fokus som Annette Torp. Den 17. marts fik de at vide, at de den efterfølgende morgen skulle lukke ned klokken 10.00 for at forhindre spredning af coronavirussen.

Derved forsvandt familiens anden indtægtskilde, men heller ikke det slog familien ud. Tværtimod forsøger familien at holde fast i det gode humør, der normalt giver genlyd i familiens hjem.

Mellem familiestunderne er en del af både Claus Thygesens og Annette Torps kræfter gået med at spekulere på økonomien.

- Vi har tænkt meget på, om vi mon blev en del af det, regeringen arbejdede på. Var vi selvstændige glemt? Vi følte os nedprioriterede og forstod ikke, at andre ikke synes, vi var værd at redde, siger Annette Torp og tilføjer:

- Men når man så blev nævnt, voksede et lille håb om, at vi blev set. Vi mærkede både lettelse og taknemmelighed, da vi hørte, at vi var på dagsordenen. Nu bruger vi meget tid på at finde ud af, hvor vi passer ind. Men vi er fuldt optimistiske om, at vi passer ind et eller andet sted.

Den taknemmelighed og glæde har familien forsøgt at leve efter på trods af, at de, som de selv siger, gik fra alt til ingenting.

- Det er vigtigt at opretholde et positivt sind og holde humøret højt. Det bliver hårdt, for ellers risikerer man at gå psykisk ned, siger Claus Thygesen.

Selvisolation

Onsdag den 11. marts blev også dagen, hvor Oscar og Emil Torp Thygesen fik at vide, at de ikke skulle møde i skole den næste morgen. Danmark lukkede ned.

Da også Annette Torp måtte lukke sin klinik ned, besluttede familien at lukke ned for drengenes normale hverdag. De gik i en form for selvisolation, hvor de kun forlader hjemmet for at gå ture eller handle.

- Vi har også forældre. Samtidig er det for, at vi alle kan komme i gang igen så hurtigt som muligt. Det er nu, vi skal løfte i flok, siger Claus Thygesen.

- Det er vores bidrag, tilføjer Annette Torp.

Det betyder også, at der ikke må komme nogen i huset. Den del har været hård for Oscar og Emil Torp Thygesen, der normalt er aktive og meget sociale. Men i disse tider har drengene fundet virtuelle måder at være sociale på, og så er trampolinen i haven blevet centrum for latter og smil. På den måde føler familien sig heldige, og det holder humøret højt.

- Vi er heldigere stillet end mange andre. Vi har både hus og have. Trampolinen er guld værd i den her tid, siger Claus Thygesen, der med taknemmeligheden i øjnene kigger på Annette Torp og videre ud over haven.

- Her er vi altid positive og i godt humør, tilføjer han.

Annette Torp og Claus Thygesen sætter stor pris på drengenes skole, der i denne tid har taget hånd om hver enkelt elev og spurgt ind til, hvad de hver især har brug for. Det medvirker til en positiv hverdag. Fra venstre: Emil, Annette, Oscar, Claus og hunden James. Foto: Søren Gylling

Hjemmeskolen

Selvom meget af tiden går med sjov og ballade for at holde humøret oppe, skal drengenes skole også passes. Oscar og Emil Torp Thygesen går i hver deres 6. klasse på Realskolen i Kolding. Det betyder forskellige lektier og andre opgaver, der skal laves hver dag. Samtidig bruger Annette Torp og Claus Thygesen mange af deres vågne timer på at finde ud af, hvilken hjælp de kan få for at redde deres firmaer.

- Det har været enormt stressende. Vi skal alle sammen finde ben at stå på og prøve at få en hverdag til at fungere, siger Claus Thygesen.

Derfor har familien forsøgt at opretholde en almindelig hverdag. De står op, som de plejer, så Oscar og Emil Torp Thygesen kan lave lektier fra morgenstunden og holde fri om eftermiddagen. Nogle dage tager familien i samlet flok ned til Kosmorama for at gøre hovedrent. For som Annette Torp siger, så er der også læring i andet end det, der hedder skole.

- Vi er enormt heldige. Andre skal arbejde hjemmefra samtidig med, at de har børn i skolealderen, siger Annette Torp.

Selvom familien har forsøgt at opretholde en nogenlunde normal hverdag, kan de godt mærke, at den konstante nyhedsstrøm påvirker Oscar og Emil Torp Thygesen.

- Børnene har 117 spørgsmål, fordi de kan se det hele på de sociale medier. De kan få angst for, hvordan det ender, siger Annette Torp.

- De er nervøse og bange. Derfor går vi så meget op i at opretholde en normal hverdag. Det skaber noget tryghed og genkendelighed, tilføjer Claus Thygesen.

Derfor har familien forsøgt at sortere i nyhedsstrømmen. De nyheder de får, følger de sammen som familie. På den måde kan drengene stille spørgsmål undervejs og få svar med det samme.

Annette Torp og Claus Thygesen glæder sig særligt i denne tid over at bo i Danmark. - Det er fantastisk at se Folketinget træde i karakter, siger Claus Thygesen. Foto: Søren Gylling

Det, der var værre

Tilbage ude på havebænken har Annette Torp og Claus Thygesen fået selskab af deres hund James og Oscar og Emil Torp Thygesen. Oscar var egentlig klædt om og klar til en løbetur i solskinsvejret, men inden da snupper han et par hurtige hop på trampolinen med sin bror.

- Vi virker måske meget rolige, siger Claus Thygesen og tilføjer:

- For vi har prøvet det, der var værre, synes vi.

- Ja, det har vi. Det er blandet andet mit kræftforløb, og så havde en af drengene et stressforløb i første klasse, forklarer Annette Torp.

- Det her skal vi nok overleve, slutter Claus Thygesen.

I et sjældent syn skynder han sig over til trampolinen for at hoppe løs i strømpesokker med sine børn. Latter fylder haven, mens Annette Torp, der har placeret sig i en gynge få meter fra trampolinen, kigger taknemmeligt på sin familie. Ja, hos familien Torp Thygesen består det positive sind.

På trods af deres situation føler familien sig i denne tid heldigere end mange andre. De har nemlig både hus og have, og netop haven bliver flittigt brugt af dem alle sammen. Foto: Søren Gylling
Hos familien Torp Thygesen har man forsøgt at opretholde en hverdag, så drengene har noget tryghed og genkendelighed på trods af coronavirussen. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Pseudo-oplukning af grænsen: Det er kun lidt bedre end ingenting

Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce