Annonce
Danmark

Debat: Selvstændighedsbevægelser i Europa vil uafhængighed og alligevel være en del af EU

Illustration: Gert Ejton
Annonce

Et af hovedargumenterne for brexit var, at Storbritannien skulle have selvstændighed og tage kontrollen over egne grænser og lovgivning tilbage. Men et stort og i iøjnefaldende paradoks ved det evigt anvendte argument er, at de europæiske selvstændighedsbevægelser gør alt, hvad de kan, for samtidig at blive en del af EU.

I det tidligere Jugoslavien udmøntede uafhængighedsbevægelserne sig i en fire år lang og ødelæggende borgerkrig. Borgerkrigen endte i selvstændighed til Slovenien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina og efterlod Serbien og Montenegro tilbage i det, som blev kaldt ”Restjugoslavien”. Forventningen og håbet er dog, at en mulig skotsk løsrivelse fra Storbritannien vil foregå under mere civiliserede forhold.

Preben Bonnén

Men på trods af en lang og blodig borgerkrig er det et brændende ønske fra Serbien, Montenegro og Bosnien-Hercegovina at blive medlemmer af EU. Slovenien og Kroatien, som vandt selvstændigheden i krigen, er i dag fuldgyldige medlemmer af EU. De mennesker, som var villige til at gå i krig for selvstændighed, har altså ikke noget imod EU.

Catalonien har forsøgt sig med en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien 1. oktober 2017. Valghandlingen blev underkendt af Madrid, og regionen fik sit selvstyre midlertidigt ophævet, ligesom Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, var ganske tæt på at indfri drømmen i 2014 om et selvstændigt Skotland ligeledes ved en folkeafstemning.

At Catalonien kan gøre sig forhåbninger om afholdelse af en ny og fra Madrid godkendt folkeafstemning, synes ikke umiddelbart i udsigt. Meget anderledes forholder det sig ikke for Skotland, hvor regeringen i London ikke har hverken ønsker eller planer om på ny at sende skotterne til stemmeurnerne.

Tobias William Marney

Alligevel synes forestillingen om - engang i den nærmeste fremtid - et uafhængigt og selvstændigt Skotland ikke urealistisk. Siden den seneste folkeafstemning om uafhængighed har omstændighederne og forudsætningerne ændret sig, hvilket Nicola Sturgeon gentog i dagene op til brexit.

Storbritannien har forladt EU, men ved brexit-afstemningen i 2016 stemte alle amter i Skotland faktisk for at blive i EU. Skotlands utilfredshed blev også understreget ved det britiske parlamentsvalg i 2019, hvor det skotske nationalparti vandt 81,3 procent af de skotske pladser i det britiske underhus.

At skilsmisse mellem lande faktisk kan finde sted i fred og fordragelighed, og således uden blodsudgydelser, er opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1993 et vidnesbyrd på, og eksempel til efterfølgelse, når trangen til løsrivelse ikke lader sig bringe til standsning eller tæmme.

Dog er det ikke kun Skotland, som på kortere eller længere sigt kan forventes at vende London ryggen. Storbritanniens skilsmisse med EU kan meget vel blive indledningen til om ikke en decideret genforening mellem republikken Irland og Nordirland, så i det mindste en konføderation mellem de to lande. I den forbindelse skal henvises til at flertal i Nordirland i 2026 stemte netop for at blive i EU.

Hvis også Nordirland forlader Storbritannien, er det usikkert, om Wales vil kunne affinde sig med fortsat at være del af den resterende del af landet, som man nok snarere burde kalde ”Little England”. Det er nemlig svært at være den eneste lillebror. Montenegro holdt ikke længe sammen med Serbien i Restjugoslavien.

Hvornår eller hvorvidt Skotland og Catalonien opnår selvstændighed fra London og Madrid, er at afvente, men modsat Storbritanniens udmeldelse af EU, vil skotternes og cataloniernes selvstændighed ikke være et farvel til Europa.


EU er garanten for, at nationalstater kan trives og leve i det mere og mere tilspidsede og farlige internationale miljø. Det faktum forstår alle andre selvstændighedsbevægelser end den britiske.


Tværtimod vil de finde sammen i det europæiske fællesskab, nøjagtigt, som det også skete for Tjekkiet og Slovakiet efter skilsmissen og de jugoslaviske udbryderrepublikker Slovenien og Kroatien.

Forskellen på Skotland og England er, at Skotland forstår sin størrelse i verden. Skotland forstår, at frihandel er afgørende for fred og velstand, og at enkelte nationalstater ikke længere kan spille den rolle i verden, som de har gjort.

Det forstår alle selvstændighedsbevægelser, undtagen den selvstændighedsbevægelse i Storbritannien, som lever på en uddød vrangforestilling om det britiske imperium, hvor solen aldrig gik ned.

Det ville være forkert at vove den påstand og sige, at EU er i opposition til national stolthed. At EU samler mere end splitter vidner Bosnien-Hercegovinas, Serbiens, Montenegros og Kosovos brændende ønske om optagelse i unionen.

EU er altså garanten for, at nationalstater kan trives og leve i det mere og mere tilspidsede og farlige internationale miljø. Det faktum forstår alle andre selvstændighedsbevægelser end den britiske, og den misforståelse kan meget vel lede til Storbritanniens opløsning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce