Annonce
Udland

Senat forkaster humanitær hjælpepakke til grænseområde

str/Ritzau Scanpix
Senatet ventes senere onsdag at behandle en alternativ lovpakke, som republikanere står bag.

USA's senat forkastede onsdag en humanitær milliardstor hjælpepakke til migrantbørn ved USA's sydlige grænse. Hjælpepakken var tirsdag blevet godkendt i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal.

Men i Senatet er det Donald Trumps republikanske parti, der har flertallet.

Senatet ventes senere onsdag at behandle en alternativ lovpakke, som republikanere står bag.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, kritiserede onsdag i stærke vendinger situationen ved USA's grænse til Mexico, hvor hendes parti ønsker at yde humanitær hjælp med en hjælpepakke til næsten 30 milliarder kroner.

Der har været adskillige rapporter om dødsfald blandt fattige indvandrere og om "stærkt forsømte børn" ved grænseovergange i Texas.

Men den humanitære hjælpepakke var omstridt, da republikanerne siger, at demokraternes version ville svække Trump-administrationens kamp for at få antallet af indvandrere bragt ned.

Republikanernes hjælpepakke giver mere frihed til de institutioner, som ligger ved grænsen, og som har til opgave at hjælpe, hedder det.

Demokraternes version fastslog, at pengene kun måtte anvendes til humanitær hjælp.

- Pengene kan ikke bruges til senge i detentioner, til en grænsemur eller til politirazziaer, sagde demokraten Nita Lowey i Repræsentanternes Hus i en indirekte kritik af republikanernes hjælpepakke.

Et foto af en død migrant og hans døde datter på kun 23 måneder har været med til at gøre debatten om den humanitære hjælpepakke meget intens.

Fotoet er dukket op mange steder på internettet i denne uge, og har vakt opmærksomhed i forbindelse med debatten om humanitær hjælp i Kongressen.

- Dette er eksempler på adfærd, som ligger uden for civiliseret menneskelig adfærd, sagde Pelosi onsdag og understregede, at hun mener USA ignorerer dets forpligtelser over for menneskeheden".

/ritzau/AP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce