Annonce
Sport

Sensationel sejr til 18-årige Rasmus Højgaard på europatouren

Rasmus Højgaard sikrer Danmark sin 38. sejr på European Touren gennem tiden. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
18-årige Rasmus Højgaard fra Billund vandt i sin kun femte start på europatouren søndag AfrAsia Mauritius Bank Open.
Annonce

Billund: Rasmus Højgaard fra Gyttegård Golf Klub ved Billund vandt søndag AfrAsia Mauritius Bank Open, som er en del af europatouren.

Danskeren vandt efter et omspil med italienske Renato Paratore og franske Antoine Rozner. En fabelagtig eagle på tredje ompilshul sikrede Højgaard sejren.

Sejren er et bemærkelsesværdigt resultat på flere niveauer. 18-årige Rasmus Højgaard er den yngste spiller overhovedet med fast kategori på Europas bedste golftour, og nu lykkedes det ham at vinde i sin blot femte start på europatouren.

- At være herude på europatouren så tidligt er virkeliggørelsen af en drøm, og allerede at være blandt vinderne herude er utroligt. Jeg kan ikke sætte ord på det, sagde Rasmus Højgaard lige efter sejren ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Golf Union.

Rasmus Højgaard fyldte 18 så sent som i marts 2019, og han blev professionel for mindre end et år siden. Sammen med sin bror, Nicolai Højgaard, udgør han formentlig det mest talentfulde tvillingepar, golfsporten nogensinde har set.

Yngste danske vinder

Den hidtil yngste danske vinder på herrernes europatour var Thorbjørn Olesen, der hentede sin første sejr som 22-årig.

Hos damerne har Emily Pedersen vundet på Ladies European Tour allerede som 19-årig.

Højgaard er tilmed den tredjeyngste vinder på europatouren nogensinde.

Annonce

Sikrer plads i 2021

Hvor Nicolai Højgaard i 2018 havde en forrygende sæson og blandt andet blev hædret som Årets Fund af Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og dagbladet Politiken, så har Rasmus Højgaard overtaget depechen i år. For blot to uger siden klarede han sig igennem europatourens udmarvende kvalifikationsskole og sikrede sig ret til at spille på touren i 2020-sæsonen.

En ret, han allerede har vekslet til en titel som europatourvinder, og dermed sikkerhed for en plads på touren i hele 2021 også.

- Efter utroligt mange danske 2. pladser på world tours i år, så er det passende, at Rasmus blev ny dansk europatour-vinder. Og så slår han endda rekorden som den yngste dansker, der opnår det. Sejren betyder også, at han kommer ind i flere af de store turneringer på europatouren, og han skal nok revurdere sin sæsonplan sammen med landstræner Martin Kold, udtaler Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union, i pressemeddelelsen.

Annonce

Kæmperesultater

Rasmus Højgaard var til og med sidste år en del af det danske golflandshold, hvor han opnåede flotte resultater, selvom han altså valgte at sige farvel til amatørlivet allerede som 17-årig.

Eksempelvis var han med til at vinde drenge-EM i 2017. I 2018 var han med til at vinde det uofficielle hold-VM for juniorer, ligesom han vandt EM-bronze med det danske herrelandshold. I september 2018 var Rasmus Højgaard med til at levere det største amatørresultat i dansk golfhistorie, da han sammen med Nicolai Højgaard og John Axelsen vandt VM for hold.

Nu har han også leveret et af Danmarks største professionelle resultater. AfrAsia Bank Mauritius Open er blandt de mindre turneringer på europatouren, men en sejr, der opnået som 18-årig er selvskrevet til dansk golfs historiebøger.

Sejren indbringer samtidig danskeren knap 1,2 millioner kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Bojesen-figurer stjålet

Aabenraa For abonnenter

Afstandskrav er lempet: Skolerne er klar til næsten normale skoledage

Annonce