Annonce
Trekantområdet

Sent comeback var ikke nok for FC Fredericia: Tabte i Hobro

FC Fredericia møder Fremad Amager. Foto: Søren Gylling
FC Fredericia var bagud med 3-0 i pausen og tabte med 3-2 til Hobro søndag.
Annonce

Hobro: Et træt FC Fredericia-mandskab løb panden mod en mur i Hobro og tabte med 3-2 i søndagens 1. divisions-opgør. Alle Hobros mål faldt i første halvleg - reduceringerne kom i det 88. minut og overtiden, men comebacket materialiserede sig ikke for FC.

FC Fredericia var drænet for energi efter den flotte 3-1-sejr over Fremad Amager torsdag, og træner Michael Hansen roterede med det, han kunne.

Det betød, at Lukas Enevoldsen og Mathias Johannsen begyndte på hver sin back for Mikkel Knudsen og Nicolaj Ritter, mens Anders Holvad tog plads på bænken efter en rigtig god kamp mod Fremad Amager, der havde tømt angriberens energibeholdning.

Udskiftningerne og det tætte kampprogram holdt ikke FC Fredericia fra et begynde opgøret på frisk vis. Gæsterne kombinerede fint i og omkring Hobro-feltet, og det gav nogle gode tilbud til både Kristian Kirkegaard, der sparkede på en modstander, og Dennis Høegh, som headede helt skævt til bolden. Nedfaldet landede ved Mathias Johannsen, som dog ikke kunne dirigere en stor chance i mål.

Hjemmeholdet så mere eller mindre rådvildt ud, men mål ændrer fodboldkampe, og det første faldt efter 20 minutter - til det forkerte hold.

FC Fredericia blev spillet tyndt for første gang, da Simon Jakobsens fremragende brud med spillet på midtbanen gav Emmanuel Sabbi-klonen Louicius Deedson muligheden for at drible. Han satte sin mand og spillede Imed Louati, som slog det perfekte indlæg til Mads Hvilsom. Han fik den smækket i kassen. 1-0 til Hobro.

FC fortsatte med at spille fint, men det var ikke nok og blot seks minutter senere var føringen fordoblet.

Held skal der til, og således var det også for Deedson, der skød og ramte Mads Hvilsom i ryggen foran mål. Returen kom tilbage til den hurtige kantspiller, som placerede den smukt i nettet klinet op ad stolpen helt nede ved jorden.

Hvilsom lignede en mand i offside-position, men det blev ikke dømt. 2-0.

Målet virkede som den endegyldige mavepuster til et træt FC Fredericia-mandskab, der mistede kampiveren og overlod spillet til hjemmeholdet. Mads Hvilsom burde have gjort det til 3-0, da han helt alene med Elias Olafsson lobbede bolden så svagt mod mål, så Erik Nissen let kunne nå hjem og sparke væk.

Men 3-0 blev det før pausen.

FC Fredericias nye målmand, Olafsson, er et monster i feltet. Men på et hjørnespark fejlede han fælt, da han ikke ramte bolden ordentlig ved forreste stolpe. Bolden blev bøvlet ind på Simon Jakobsen og tilbage på målmanden, og så gik den i kassen.

3-0 og FC Fredericia var i store problemer i pausen. Nu var det bare om at komme hjem uden et alt for voldsomt nederlag.

Annonce

En ørkenvandring

Hobro førte komfortabelt mens FC Fredericia virkede ude af stand til at levere et modtræk. Og anden halvleg blev derefter: Noget af en ørkenvandring i langt hovedparten af minutterne.

FC Fredericia ville gerne, og gæsterne formåede også at fastholde bolden i Hobros zone på fin vis, men rigtig farligt blev det ikke.

Mathias Gertsen med det mageløse højreben forsøgte sig fra distancen og sparkede mange meter forbi mål. Et meget godt billede på en punkteret anden halvleg.

Der var optræk til chancer fra begge hold, men man skulle helt hen i kampens 88. minut, før et slumrende stadion vågnede. Agon Mucolli forsøgte sig, skuddet blev afrettet og så var FC pludselig i live: 3-1.

Få minutter senere faldt Kristian Kirkegaard i feltet. Der var tilsyneladende ikke skyggen af straffe, men det blev dømt, og så kunne Anders Holvad sikkert reducere fra pletten: 3-2.

Der opstod en smule panik før lukketid, men det var for sent for FC, som tabte kampen.

Med nederlaget er FC Fredericia at finde på en femteplads i 1. division. Eller en delt tredjeplads om man vil sammen med Esbjerg, HB Køge, Silkeborg og Fremad Amager. De to sidstnævnte kan bryste sig af en bedre målscore.

Næste kamp spilles søndag på Monjasa Park og står mod Silkeborg.

Hobro-FC Fredericia 3-2 (3-0)

1. division

Mål: 1-0 Mads Hvilsom (20.), 2-0 Loucicius Deedson (26.), 3-0 Elias Olafsson (Selvmål/43.), 3-1 Agon Mucolli (88.), 3-2 Anders Holvad (90.).

Hobro (4-4-2) : Adrian Kappenberger - Mathias Haarup (Hugo Andersson 74.), Simon Jakobsen, Tobias Salquist, Jacob Tjørnelund - Loucicius Deedson (Mostafa Maarouf 74.), Jonas Brix-Damborg, Mikkel Pedersen, Mads Hvilsom - Imed Louati (Frederik Brandt 57.), Thomas Enevoldsen (Christian Hørby 64.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Elias Olafsson - Lukas Enevoldsen (Mikkel Knudsen 62.), Erik Nissen, Tobias Anker, Mathias Johannsen (Nicolaj Ritter 53.) - Christian Ege Nielsen, Raphael Onyedika (Alexander Jensen 83.) - Kristian Kirkegaard, Mathias Gertsen, Agon Mucolli - Dennis Høegh (Anders Holvad 53.).

Advarsler: Raphael Onyedika (45.).

Tilskuere: cirka 400 på DS Arena.  

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce