Annonce
Tønder

Serietyv på spil? Flere brandstationer plyndret

Flere lokale brandstationer har i denne uge været ramt af indbrud, og politiet efterforsker nu, om der er en forbindelse. Arkivfoto: Palle Herløv
Brandstationerne i Øster Højst, Agerskov, Toftlund og Hellevad har alle haft indbrud i denne uge. Meget tyder på, at der kan være tale om den samme gerningsmand, da tyvekosterne minder om hinanden.
Annonce

Agerskov/Toftlund/Hellevad/Øster Højst: Det er aldrig sjovt at blive ramt af indbrud.

Det har været tilfældet for flere lokale stationer i denne uge. Natten til mandag var der indbrud hos Agerskov Frivillige Brandværn i Agerskov. Her blev der stjålet hydraulisk frigørelsesudstyr, der bliver brugt til at redde folk ud efter ulykker, hvor de sidder fastklemt i bilen.

Frigørelsesudstyret har en samlet værdi af 125.000 kroner.


Vi efterforsker lige nu, om der kan være nogle sammenhænge, og det må resultatet af efterforskningen gøre os klogere på.

Jan Rasmussen, politikommissær hos Syd- og Sønderjyllands Politi


I samme ombæring blev også brandstationen i Øster Højst ramt af indbrud. Stationen fik en port brudt op med et koben, men her fandt tyven eller tyvene tilsyneladende ikke det, man ledte efter. I hvert fald forlod man stedet uden koster.

At to brandstationer nærmest på samme tid blev ramt af indbrud fik en del alarmklokker til at ringe hos politiet, og nu hældes der så yderligere benzin på bålet med en række nye sager, bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi.

Annonce

Mere af det samme

I politirapporten onsdag morgen kunne Syd- og Sønderjyllands Politi nemlig melde, at yderligere to stationer var blevet ramt af indbrud.

Hellevad Brandstation - det ligger i Rødekro - havde ubudne gæster, men som i Øster Højst var der ikke tyvekoster her. Det var der til gengæld, da der også blev brudt ind på brandstationen i Toftlund.

Indbruddet her er sket mellem midnatstid mandag frem til tirsdag klokken 12.40, og hvad der er stjålet herfra er ganske interessant. Præcis som på stationen i Agerskov fik tyvene nemlig fat i frigørelsesværktøj, mens der også er stjålet hydraulikslanger. Den anslåede værdi her er 150.000 kroner.

Udstyret er temmelig afgørende for brandstationen at have, da frigørelsesværktøjet eksempelvis bruges til at hjælpe personer fri, der sidder fast efter trafikulykker.

Annonce

Undersøger sammenhæng

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi tager man de fire nylige indbrud på brandstationer meget alvorligt.

Det store spørgsmål er så, om man forventer, at der er en sammenhæng mellem indbruddene, der alle er begået inden for cirka et døgn.

- Det kan vi i hvert fald ikke udelukke. Vi efterforsker lige nu, om der kan være nogle sammenhænge, og det må resultatet af efterforskningen gøre os klogere på, siger Jan Rasmussen, der er politikommissær hos Syd- og Sønderjyllands Politi

I forbindelse med indbruddene - særligt i Agerskov og Toftlund har politiet en bøn til borgerne.

- Vi er meget interesseret i at høre fra borgere, der kan have set noget ved stationerne. Måske et køretøj. Frigørelsesværktøj er ikke noget, man bare lige fjerner og tager med på en cykel eller på gåben. Det kræver en bil og måske endda en større bil, så vi vil meget gerne høre fra folk, der har set noget, fortæller Jan Rasmussen.

Har du oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefon 114.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

3. døgn uden nye smittede: Vadehavsskole er ved at have styr på smitteudbrud

Annonce