Annonce
Indland

Sexvideo uden samtykke: Sofie følte sig magtesløs og hadet

Sofie Slangerup kontaktede politiet to måneder efter, hun havde lavet en anmeldelse om at have været udsat for en digital sexkrænkelse. Men politiet skrev tilbage, at de ikke havde haft tid til at se på hendes sag, fordi de havde travlt med andre ting. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Uden samtykke optog Sofie Slangerups ven under sex en video af hende og delte den bagefter med andre. Nu har den 19-årige kvinde fået en historisk stor erstatning ved et civilt søgsmål - for politiet rykkede ikke på sagen.

I telefonen fortalte Sofie Slangerup den kvindelige betjent, at hendes gode ven havde optaget en video af hende, da de efter en bytur havde sex med hinanden.

En video, der blev optaget, uden at hun vidste det. En video, som bagefter blev vist frem til andre på deres fælles gymnasium i et frikvarter og på en natklub i Odense. En video, som senere også blev sendt rundt i en gruppechat på Facebook.

Sofie gav politibetjenten navnet på hendes tidligere ven og på vidner, der kunne bekræfte, at videoen var blevet delt.

- Jeg anmeldte det til politiet, fordi jeg gerne ville have stoppet delingen, for jeg vidste ikke på det tidspunkt, om den var blevet distribueret videre, fortæller Sofie, der bor i Odense og i dag er 19 år.

- Politibetjenten sagde, at hun ville tage fat i det med det samme, for det var en vigtig sag, så jeg fik indtryk af, at jeg blev taget alvorligt til at starte med.

Men så gik der over to måneder, uden hun hørte noget. Hun kontaktede igen Fyns Politi - og fik et nedslående svar: De skrev, at de ikke havde haft tid til at se på Sofies sag, fordi de havde haft travlt med andre ting.

- Jeg blev vred og tænkte, det var uretfærdigt, for lige da det var sket, troede jeg, at jeg havde mulighed for at få noget retfærdighed ved at anmelde det, for han havde brudt loven. Jeg forstår godt, at de mangler ressourcer, men det betyder bare, at det bliver ved, fordi der ikke er nogen konsekvenser, fortæller hun her et år efter.

At politiet ikke gjorde noget, gjorde det hele meget værre.

- Jeg følte mig endnu mere magtesløs og fortabt. Jeg troede ikke, der var andre måder at slå igen på, at der ikke var noget at gøre.

Annonce

Straffeloven

Digitale sexkrænkelser straffes blandt andre ud fra Straffelovens paragraf 264d i, der lyder:"Med bøde eller fængsel indtil seks måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart forlanges undraget offentligheden."

Kilde: Straffeloven kapitel 21

Det har været et hårdt år for Sofie, siden hendes dengang gode ven optog en video af, at de havde sex sammen og bagefter delte den med andre. Foto: Birgitte Carol Heiberg
19-årige Sofie Slangerup fra Odense har de sidste par uger været ude i landsdækkende medier med sin historie om, at hendes ven delte en sexvideo af hende med andre elever fra deres gymnasium. I et forlig med drengen og hans advokat fik hun 100.000 kroner - formodentlig første gang nogen har fået et så højt beløb. Vi laver en fynsk vinkel, der evt. handler om, at Fyns Politi ikke rykkede på sagen. FOTO: Birgitte Carol Heiberg
Siden Sofie stod frem med sin historie i flere landsdækkende medier, har hun ikke haft lyst til at gå i byen i Odense. Hun har følt sig hadet, særligt af hendes tidligere gode vens omgangskreds. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Principiel sag

Men i sin søgen efter retfærdighed fandt Sofie alligevel en anden vej. Emma Holten, der som debattør de seneste par år har sat fokus på hævnporno, holdt et foredrag på hendes gymnasium. Bagefter fortalte hun Sofie, at hun kunne føre en civil retssag og gav hende kontaktoplysninger på advokat Miriam Michaelsen, der har ført lignende sager.

Sofie sagsøgte sin tidligere ven for ulovlige optagelser og deling, og i april fik Sofie tilkæmpet sig 100.000 kroner i et forlig. Et historisk stort beløb, da den typiske bødestraf er omkring 3.000 kroner.

- På den måde havde jeg muligheden for at ændre praksis og sige til andre "det her kan du gøre", fortæller Sofie.

Det har helt fra begyndelsen været hendes intention, at hendes historie og retssagen skulle fortælle andre om, at et civilt søgsmål er en måde at få oprejsning på efter en digital sexkrænkelse. For hun tror ikke, at mange kender til muligheden.

- Jeg tog pengene, fordi jeg fik bekræftet, at det ikke var min egen skyld og for at have en historie at fortælle. Jeg synes, det er forkert, at man kan gemme sig bag penge på den måde, men jeg følte, at det var sådan, jeg kunne ændre mest. Det var forfærdeligt at stå der helt magtesløs, og det vil jeg ikke have, at andre skal opleve, siger hun og håber, at det kan afskrække nogen fra at gøre som hendes tidligere ven.

Anmeldelser

På Fyn er der modtaget følgende antal anmeldelser for overtrædelse af paragraf 264d i Straffeloven, som et nøgenbillede eller -video normalt vil være strafbart efter.2017 (indtil 20. juli): 15

2016: 35

2015: 17

Kilde: Fyns Politi

Det var ikke for at hævne sig på sin tidligere ven, at Sofie sagsøgte ham for ulovlige optagelser og deling ved en civil retssag. Det var for at kunne fortælle andre, der har været udsat for det samme, at der er en anden vej til at opnå oprejsning efter en digital sexkrænkelse, når politiet ikke har tid til at efterforske sagerne. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Følelsen af had

Hvis det blot havde været for pengenes skyld, havde hun ikke kunnet holde til det, hvordan det, at hun lagde sag an, er blevet taget imod i hendes omgangskreds, fortæller Sofie.

- Mange sagde til mig, at nu måtte jeg simpelthen give ham fred, at han havde fået sin straf. Men jeg gik videre, fordi det ikke kun handlede om min egen sag. Det blev ikke taget godt imod.

Vennerne til Sofies tidligere ven, der optog og delte videoen, har ved flere lejligheder opført sig verbalt aggressivt over for hende og skubbet til hende, når hun har været i byen i Odense, og de skriver grimme kommentarer til de artikler, hvor Sofie står frem med sin historie efter retssagen.

- Jeg er glad for, de er der for ham, for jeg kunne forestille mig, det også har været forfærdeligt for ham. Men jeg forstår ikke, hvorfor det indebærer, at de skal opføre sig ubehageligt over for mig.

Og det var i forvejen svært. Efter videoen blev delt, sendte rektoren på hendes gymnasium hende til skolepsykologen som et akuttilfælde.

- Det var meget hårdt, at jeg skulle gå ned ad en sti, som en anden havde lagt for mig, og jeg kunne ikke forstå, at der ikke var noget, jeg kunne gøre, fortæller hun.

Hendes 3.g blev et år, hvor hun ikke havde lyst til at gå i skole og hendes fravær betød, at hendes karakterer dalede gevaldigt.

Sofie blev "hende fra videoen", og folk, der ikke kendte hende, mødte hende først med seksuelle tilnærmelser og senere enten med medynk, skam eller misbilligelse. Nogle af dem, hun før kaldte venner, vil i dag ikke hilse på hende offentligt i frygt for at komme i unåde blandt den føromtalte vennekreds.

- Det er hårdt at vide, at man er hadet i den by, man bor i.

19-årige Sofie Slangerup fra Odense har de sidste par uger været ude i landsdækkende medier med sin historie om, at hendes ven delte en sexvideo af hende med andre elever fra deres gymnasium. I et forlig med drengen og hans advokat fik hun 100.000 kroner - formodentlig første gang nogen har fået et så højt beløb. Vi laver en fynsk vinkel, der evt. handler om, at Fyns Politi ikke rykkede på sagen. FOTO: Birgitte Carol Heiberg

Ikke offerets skyld

Efter for nylig at have været ude i flere landsdækkende medier med sin historie oplever Sofie også, at mange i kommentarfelterne på nettet skriver, at det er hendes egen skyld, at man kan lade være med at udsætte sig for ting, hvor man ender nøgen på nettet - også selvom hun ikke var klar over, at hun blev filmet.

- Jeg ved ikke, om det er, fordi de ikke læser artiklerne, for hvad skulle jeg have gjort anderledes? Jeg havde bare sex, jeg gjorde ikke noget galt. Selv hvis jeg havde sendt et nøgenbillede til nogen, ville det heller ikke være min skyld.

At det ikke er offerets skyld er også en af de hovedpointer, hun håber, hendes historie kan være med til at fremføre.

- Det var hårdt og svært at fastholde, at jeg ikke havde gjort noget galt, når jeg blev bombarderet med holdninger om, at man havde. Man føler sig magtesløs og alene.

Ikke hævnporno

Sofie har stadig svært ved at forstå, hvorfor hendes dengang gode ven valgte at dele videoen med andre.

- Jeg mødtes med ham og spurgte ham flere gange hvorfor. Det var det samme svar hver gang: "Jeg ved det ikke".

Men det var ikke hævnporno, som der har været fokus på de sidste par år, fortæller Sofie.

- Han havde ikke tænkt, at jeg skulle straffes for noget, eller at det skulle være elendigt for mig. Jeg tror, at for mange drenge, der gør det - og jeg ved godt, at drenge også bliver udsat for det - er der en mentalitet om, at de skal overgå hinanden i, hvem der scorer mest.

En af grundene til, at Sofie fortæller sin historie, er netop for at skabe en bevidsthed om konsekvenserne:

- Hvis han havde vidst, det ville være så forfærdeligt for os begge to, havde han ikke gjort det. Jeg tror virkelig, der mangler oplysning om, hvor forfærdeligt det er at blive udstillet på den måde uden selv at ønske det.

Efter retssagen er der mange, der lykønsker Sofie med, at det nu er et overstået kapitel.

- Men det føles ikke slut for mig. Folk er stadig tarvelige, og jeg har mistet en god ven.

Hver gang hun fortæller sin historie, er det som at rive et sår op.

- Men det er nødvendigt. Jeg ville sikkert få det bedre, hvis jeg lod det ligge, men så har alt det, jeg har gjort, været spildt. Det kan jeg ikke. Det strider mod mine principper.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Blikkenslager er blevet kistemager

Danmark

Lyt med: Louises mand døde af kræft som 37-årig - Jeg fører vores livsværk videre i hans ånd

112

Brandvæsenet rykkede ud til kemikalieudslip med op til 5000 liter syreholdig væske: Der er ingen fare for miljøet

Annonce