Annonce
Indland

SF bakker op om S-veteran som Folketingets nye formand

Hvis Socialdemokratiet ønsker Henrik Dam Kristensen som Folketingets nye formand, støttes det af SF.

På fredag skal Folketinget finde Pia Kjærsgaards (DF) afløser som Folketingets formand, der som embede rangerer lige under dronningen.

I den forbindelse bakker SF op om Henrik Dam Kristensen (S). Det siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Socialdemokratiet har dog ikke selv peget på en formandskandidat fra partiet endnu. Men på Christiansborg spekuleres der i, at S-veteranen er et godt bud på Pia Kjærsgaards afløser.

- Hvis Henrik Dam Kristensen bliver Socialdemokratiets bud på en ny formand for Folketinget, så vil SF synes, at det er en fantastisk god idé, og det vil vi gerne bakke op om, siger Pia Olsen Dyhr.

Tirsdag havde Henrik Dam Kristensen ingen kommentarer til sagen. Henrik Dam Kristensen har været medlem af Folketingets Præsidium siden februar 2016.

Han har erfaring som minister for en række forskellige ministerier. Derfor kan det også være, at han bliver hentet ind på ministerholdet i den S-regering, som S-formand Mette Frederiksen i øjeblikket forsøger at finde flertal for.

En anden mulighed er, at Socialdemokratiet afstår formandsposten til De Radikale som led i en aftale om at danne en ny S-regering efter folketingsvalget 5. juni.

Det kunne i givet fald åbne for en anden veteran, nemlig den 75-årige Marianne Jelved (R).

Foruden en ny formand skal Folketinget udpege den øvrige ledelse, kaldet Folketingets Præsidium.

Præsidiet i Folketinget består af Folketingets formand og fire næstformænd. Formanden vælges af et flertal i Folketinget for ét år ad gangen.

De fire næstformænd kommer fra de fire største partier, som ikke har formandsposten.

Foreløbig er det kun SF og Dansk Folkeparti, der har lagt sig endeligt fast på, hvem de udpeger som medlemmer af præsidiet. Der er tale om Trine Torp (SF) og Pia Kjærsgaard (DF).

Venstre laver en midlertidig genudpegning af Kristian Pihl Lorentzen, da folketingsgruppen først skal konstituere sig.

Valgresultatet betyder, at Enhedslisten og Liberal Alliance træder ud af præsidiet til fordel for SF og De Radikale.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce