Ligestillingsordfører for SF, Özlem Cekic, mener, at man aldrig kan legitimere racisme, og hun beklager Uffe Elbæks udtalelser.
Det var uheldigt. Sådan lyder reaktionen fra SF på kulturminister Uffe Elbæks (R) udtalelser om, at det i ny og næ kan undskyldes, at fodboldspillere kommer med racistiske bemærkninger på banen.
- Racisme hverken skal eller kan legitimeres. Kulturministeren siger, at der kan være situationer i ny og næ, hvor man kan komme til at sige sådan noget, men hvor går grænsen så? For de pressede situationer kan også ske ved et samlebånd på en fabrik, i trafikken eller såmænd også i køen i Netto, og derfor mener jeg, at det er en meget, meget uheldig udtalelse, siger ligestillingsordfører for SF, Özlem Cekic.
Udtalelserne fra Uffe Elbæk kommer i kølvandet på, at fodboldspillere i England har fået store bøder og karantæne fra fodboldbanen på grund af netop racistiske bemærkninger. Og mens kulturministeren mener, at der i kampens hede kan falde en racistisk eller homofobisk bemærkning, som bagefter kan undskyldes og tilgives, mener Cekic aldrig, at sådanne udtalelser kan retfærdiggøres. Og da slet ikke af kulturministeren selv.
- Man skal ikke acceptere, at der er et miljø, som er grobund for racisme og en tone, hvor det er legitimt, at man kommer med racistiske udtalelser. Det må laves om, og det kan man gøre både ved at lave holdningsmæssige ændringskampganger. Men det kan man så sandelig også gøre som kulturminister ved at tage afstand fra, at der er sådan en debatkultur, siger Özlem Cekic.