Annonce
Danmark

SF vil afkriminalisere stoffer: - Vi hjælper ikke misbrugere ved at give dem en plet på straffeattesten

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) vil forandre dansk narkopolitik efter portugisisk og norsk model: - Vi møder ikke mennesker med spiseforstyrrelser og psykiske skavanker med nultolerance. Men det gør vi med stofafhængige. Og det skal laves om, for det hjælper altså ikke misbrugere, at vi giver dem en plet på straffeattesten, siger hun. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Danmark bør kigge mod Norge og afkriminalisere besiddelse af narkotika til eget forbrug. Det mener SF, der arbejder på et forslag. - Lige nu har vi et system, der spilder politiets tid og stigmatiserer nogle af landets mest udsatte mennesker, siger retsordfører Karina Lorentzen.

Narkoreform: Man kan ikke straffe folk ud af et misbrug.

Sådan lyder en del af ræsonnementet bag den narkoreform, som politikerne i Norge forhandler i øjeblikket. De vil afkriminalisere stoffer til eget forbrug. Også de hårde af slagsen. Store dele af den norske narkotikabekæmpelse skal flyttes fra politi og retsvæsen til social- og sundhedsvæsen.

Og nu lyder det fra SF, at de arbejder på et forslag om en lignende model for Danmark. Det fortæller partiets retsordfører, Karina Lorentzen, til Avisen Danmark.

Annonce

- Det står mere og klart, at vi ikke hjælper misbrugere ved at tage deres stoffer, udskrive bøder og give dem pletter på straffeattesten, siger hun.

- Tværtimod bidrager det kun til øget stigmatisering af en i forvejen udsat gruppe. Og det er spild af politiets ressourcer.

Derfor vil SF ifølge Karina Lorentzen kæmpe for at lovliggøre mindre besiddelse af narkotika i Danmark. Og de står side om side med både højrefløjs- og venstrefløjspartier i Folketinget.

Alternativet, Enhedslisten, Liberal Alliance og Nye Borgerlige går alle ind for at afkriminalisere stofområdet.

I starten af 2020 foreslog Alternativet sågar noget af det, som Karina Lorentzen nu taler om; at erstatte bøder og fængselsstraffe med tvungen behandlingshjælp.

Men dengang, for cirka 16 måneder siden, stemte SF ikke for forslaget.

- Vi vejrer morgenluft nu, på grund af det der sker i Norge, siger retsordføreren.


Det står mere og klart, at vi ikke hjælper misbrugere ved at tage deres stoffer, udskrive bøder og give dem pletter på straffeattesten.

Karina Lorentzen, retsordfører i SF.


SF’s stofpolitiske rejse

Helt tilbage i 1997 vedtog SF på et landsmøde, at de gik ind for en afkriminalisering af cannabis.

10 år senere fastslog daværende partiformand Villy Søvndal, at SF ville afkriminalisere hash for at bekæmpe den sorte økonomi, der finansierede de bander, der solgte hashen.

Men i 2011 var de så i tvivl.

- Vi har ikke længere en fast holdning, før en kommission har set på problemet, sagde Karina Lorentzen dengang ifølge Dagbladet Information.

Det var året, hvor SF gik i regering med Socialdemokratiet og Radikale Venstre. En alliance, der endte i nedsmeltning, politikerflugt og de laveste meningsmålinger i over 20 år for SF.

Siden 2016 har lovlig cannabis atter været SF-politik, og nu vil folkesocialisterne altså arbejde for at afkriminalisere al narkotika.

- Karina Lorentzen, kan du forstå, hvis man undrer sig over, hvorfor I så ikke stemte for Alternativets forslag i starten af 2020?

- Personligt har jeg længe været overbevist om, at afkriminalisering er den rigtige vej at gå. Men på det tidspunkt havde SF ikke truffet en landsmødebeslutning og holdt en intern konference med eksperter og fagpersoner om netop det spørgsmål. Det har vi nu, siger hun.

Afkriminalisering eller legalisering?

Forskellen på afkriminalisering og legalisering er, at ved en afkriminalisering er stoffer stadig ulovlige, men besiddelse af stoffer til eget forbrug medfører ikke længere en strafferetlig sanktion – som f.eks. en bøde.

Ved en legalisering bliver et stof gjort fuldt lovligt, og det kan eksempelvis reguleres på samme måde som alkohol eller cigaretter.

Norge er i gang med at afkriminalisere narkotika - ikke legalisere. Og SF, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige ønsker, at Danmark går samme vej.

Annonce

Forsøg baseret på portugisiske erfaringer

Med eller uden SF er der fortsat ikke flertal for at gå den samme vej som Norge i det danske Folketing. Derfor pønser Karina Lorentzen på en forsøgsordning, der skal “overvinde den politiske frygt for afkriminalisering.”

- Fixerrummene og heroinbehandlingen startede også som forsøg. Men de blev permanente, fordi alle er enige om, at det er en rigtig, rigtig god idé, siger hun.

I Danmark bliver stofafhængige allerede i dag mødt med mange behandlingstilbud. Men så længe vi samtidig straffer dem for at have narko på lommen, vil det for nogen føles stigmatiserende at søge om hjælp, mener Karina Lorentzen.

- Så længe stofferne er ulovlige, vil der være nogle barrierer for den hjælp, vi kan give. Vi må indse, at vi har at gøre med et sundhedsproblem - ikke et kriminalitetsproblem.

Sammen med andre retsordførere har hun tidligere været på studietur i Portugal, som afkriminaliserede stoffer i år 2001. Dengang frygtede man, at det ville føre til øget forbrug - specielt blandt unge. Men det har ikke været tilfældet.

Mens vi i Danmark oplever en stigning i brugen af hårde stoffer, har Portugal oplevet en nedadgående kurve. Siden 2013 er procentdelen af danskere i alderen 15-34 år som bruger hårde stoffer steget fra 4,5 procent til 6,8 procent, mens det i Portugal er faldet fra 1,1 procent i 2012 til 0,5 procent i 2016.

Derudover brugte 15,4 procent af danskerne i alderen 15-34 år cannabis i 2017, men det tal kun var 8 procent i Portugal. Samme billede gør sig gældende i Holland: selvom det er lovligt at ryge hash, er der færre unge hollændere end danske unge, som gør det.

- Vi har snart 20 års erfaringer med afkriminalisering fra Portugal. Og Norge, et land som vi sammenligner os rigtigt meget med, gør det samme. Derfor er der basis for at prøve noget lignende af i Danmark, siger Karina Lorentzen.

Annonce

“Spændende melding fra SF”

Udmeldingen fra SF bliver hilst velkommen af både Enhedslisten og Liberal Alliance, der begge er fortalere for afkriminaliseringen af stoffer.

- Vi mener, at der skal ske en afkriminalisering af hårde stoffer. Det er ikke det samme som legalisering. Men vi flytter fokus fra at knalde den lille forbruger til at knalde bagmændene. Og det er kun positivt, hvis SF vil komme med et forslag, siger Rosa Lund, retsordfører i Enhedslisten.

På den modsatte politiske fløj hos Liberal Alliance lyder de samme toner fra partiformand Alex Vanopslagh.

- Der er et frihedsaspekt i det. Men mest af alt er det af socialpolitiske hensyn, at vi støtter afkriminalisering. Og jeg synes, det er en spændende melding fra SF.

“Til eget forbrug”: Ny serie i Avisen Danmark

I den kommende tid sætter vi fokus på Danmarks narkotikapolitik - samt undersøger erfaringerne fra Portugal, som afkriminaliserede stoffer for 20 år siden.

Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

En hel togkupé undlod at tage mundbindet på mellem Esbjerg og Odense: Nu kalder andre borgere deres opførsel 'svinsk' og kræver reglerne overholdt

EfB For abonnenter

Den store EfB-analyse: To trænere, fem anførere, fem målmænd, 34 startere, 21 debutanter og meget mere

Haderslev

Forældre advarede Folketinget: Naturnationalpark bliver no go for vores børn

Kolding

Barejer er kæmpefan af Kasper Schmeichels Leicester: Jeg har holdt med det "lortehold" siden jeg barn

Erhvervsredaktøren: Nu trækker vi lod om den grønne omstilling

Vejen For abonnenter

Mette er klar til kæmpe opgave: EU-modstandere vil samle 70.000 underskrifter

Esbjerg

Terrorsigtede mødre skal fortsat sidde fængslet

Kolding

Voldsomme billeder: Op mod 30 brandfolk kæmper med stor gårdbrand

Katrine er erfaren sygeplejerske og alenemor til tre: - I et eksternt vikarbureau tjener man det dobbelte i timen

Billund

Stjal bil i tomgang: Fuld fange på udgang kørte galt kort efter

Haderslev For abonnenter

Venstre sat i skruetvinge: Dampark-afgørelse handlede om borgmesterkæden

Kultur

Jesper og Sascha fandt sammen på skolebænken: Han gør mig til et gladere menneske

Annonce