Annonce
Kultur

Showets sjove samlingspunkt - Krogsgaard afløser Maibom ved Kulturshow 2020

Rasmus Krogsgaard træder nu i de blå sandalers sjove fodspor, eftersom han den 15. januar er konferencier ved Kulturshow 2020 i Esbjerg. Den opgave er utallige gange klaret af Leif Maibom, der blandt andet er kendt som Thorleif, hvis blå plasticsandaler nu er kommet på museum – på Sønderborg Slot. Pressefoto
Rasmus Krogsgaard afløser Leif Maibom som konferencier ved Kulturshow 2020 og har kureret sig selv for utrygheden ved det uventede.

Prisfest: Se lige denne mand i øjnene. Det skal nok gå alt sammen. Han bevarer overblikket.

Og det er der brug for, når tæppet går for Kulturshow 2020. Her skal skuespilleren Rasmus Krogsgaard kæde løjerne sammen, og den slags går ikke altid som planlagt:

- Min rolle er at være den, der udstråler ro og tager publikum i hånden. Og sker der et teknisk uheld, har jeg erfaringen til at køre en omvej.

På posten som konferencier afløser han Leif Maibom, som har skabt Sønderborg Sommer Revy og til dels har ladet sig pensionere fra scenen, men stadig påtager sig udvalgte opgaver. Faktisk bytter de to plads, idet Maibom skal være konferencier ved Danmarks Teaterforeningers seminar i Kolding i november – en tjans, som Krogsgaard tidligere har klaret.

- Jeg har kendt Leif, siden jeg var 17 år. Han var den første, der hev mig ind i en stor revy, og det er hans fortjeneste, at jeg tog springet.

Annonce

Kulturshow 2020

Uddelingen af JydskeVestkystens kulturpris 2020 er omdrejningspunktet i Kulturshow 2020, som kan opleves i Musikhuset Esbjerg onsdag den 15. januar. Her optræder blandt andre March Thierrys orkester, en russisk sandkunstner, trompetisten Per Nielsen og sangeren Lars Lilholt med Rasmus Krogsgaard som konferencier. Sidstnævnte ville egentlig være musiker, men det trak mere at få folk til at grine. Billetter til Kulturshow 2020 frigives til salg snarest.

Masser af respekt

Som showets samlende skikkelse har den 38-årige multikunstner, der blandt andet er kendt fra Nykøbing Falster Revyen, samme tilgang til opgaven som forgængeren:

- Man skal have respekt for dem, man præsenterer, og ikke betragte det som sit eget one man show.

Men tilskuerne bliver ikke snydt for Krogsgaards prisvindende talenter. Hvor Leif Maibom havde Thorleif i de blå badesandaler som fast figur, har Rasmus Krogsgaard suppe, steg- og is-musikeren Mehmet:

- Han har ligget i bagagerummet i fem år, men genopstod i sommer, fordi han skulle flytte ud på Lindholm.

Genkendelsens fællesskab

Om han kommer med i Kulturshow 2020 i Esbjerg, er endnu for tidligt at sige. Men musik og parodier vil Krogsgaard helt sikkert levere. Skattet er blandt andet hans udgave af en jeg kan ikke være i min krop-rasende Bertel Haarder:

- Genkendelsen er altid sjov. Det giver en fælles reference for publikum.

Som noget nyt vil Kulturshow 2020 byde på Rasmus Krogsgaard i "samspil" med det selvironiske operakompagni Figaros, og han har for nylig kureret sig selv for utrygheden ved det uventede. Som en del af Nykøbing Falster Revyen bad han hver aften publikum om 10 stikord, som han på stedet skrev en sang om:

- Det er det mest nervepirrende, jeg nogensinde har lavet.

Rasmus Krogsgaards forrygende udgave af " jeg kan ikke være i min krop"-rasende Bertel Haarder i Sønderborg Sommer Revy 2017. Arkivfoto: Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce