Annonce
Aabenraa

Sidste kapitel: Historisk villa bliver sat til salg

Dennis Pollow bad om lov til at rive Bjerggade 1 ned, fordi han var løbet sur i renoveringen af den over 100 år gamle villa. Nu sættes ejendommen til salg, og så vil det vise sig, om andre tør overtage det omfattende projekt. Arkivfoto: Ulrik Pedersen

Byrådet frigav onsdag én million kroner, så kommunen kan få de sidste ting omkring den tvungne overtagelse af Bjerggade 1 på plads. Herefter bliver ejendommen hurtigst muligt sat til salg.

Aabenraa: Forliget blev indgået allerede før sommerferien. Det er dog først nu, sagen om Aabenraa Kommunes tvungne overtagelse af den bevaringsværdige ejendom Bjerggade 1 nærmer sig den endelige afslutning. Kommunen blev af Overtaksationskommissionen dømt til at overtage skibsreder Clausens historiske Villa Frida fra 1904, fordi man nægtede ejeren Dennis Pollow lov til at rive den ned.

På onsdagens byrådsmøde nikkede politikerne ja til at give en anlægsbevilling på én million kroner, så købet nu kan falde på plads, og ejendommen kan blive sat til salg.

JydskeVestkysten har bedt om en samlet opgørelse af, hvad sagen, der begyndte helt tilbage i august 2012, har kostet kommunen. Chefjurist Claus Hansen oplyser, at det beløber sig til 1.267.448 kroner.

Annonce

Sagen kort

Dennis Pollow søgte i juli 2012 kommunen om at få lov til at rive Bjerggade 1 ned. Han fik afslag med den begrundelse, at skibsredervillaen fra 1904 er bevaringsværdig.Det startede den langvarige sag om kommunens pligt til så at overtage den - og i givet fald til hvilken pris. Overtaksationskommissionen gav Pollow medhold i, at kommunen skulle overtage. Til gengæld fik kommunen ret i, at ejeren ikke skal have mere end grundværdien plus et tillæg for, hvad det blev vurderet, at løsdele og materialer ville kunne indbringe ved en nedrivning. I alt 650.000 kroner.

Advokat var inde over

De 941.000 kroner er sammensat af de 650.000 kroner, som Overtaksationskommissionen i december sidste år bestemte, at Aabenraa Kommune skulle betale i erstatning, plus de udgifter, Dennis Pollow har haft til ejendommen i den periode på godt to år, hvor sagen har kørt i taksationssystemet.

Resten - 326.443 kroner - er sagsomkostninger og udgifter til ekstern advokatbistand, da kommunen valgte at hente en ekspert i taksationssager, Aarhus-advokaten Jens Flensborg, ind til at føre sagen.

Forskellen mellem den million, byrådet onsdag frigav, og det samlede beløb forklarer Stig Werner Isaksen, direktør for kultur, miljø og erhverv, med, at nogle af udgifterne er blevet afholdt løbende i den knap fem år lange sag.

Klar til fremvisning

Allerede i juli sagde formanden for vækst- og udviklingsudvalget, Philip Tietje (V), at kommunen ikke har planer om at beholde villaen. Når den endelige handel er gået igennem, skal den skal derfor sættes til salg.

Hvornår det sker, tør Stig Werner Isaksen ikke spå om, ligesom han endnu ikke kan sige, hvad kommunens bud på en pris bliver.

- Det kommer til at ske hurtigst muligt. Men i princippet er den jo til salg allerede. Så skulle der henvende sig nogen, står vi klar til en fremvisning, siger direktøren.

På byrådsmødet var der ingen kommentarer til sagen, men borgmester Thomas Andresen (V) var klar til at sælge med det samme:

- Er der nogen, der kommer med et friskt bud? spurgte han, inden han gik over til næste punkt på dagsordenen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

112

Mand straffet for at kaste med sin hund

Annonce