Annonce
Sport

Sidste skud i bøssen hos Energy: Ottende udlænding hentes ind

Mark Pederson henter nu klubbens ottende udlænding. Arkivfoto

Esbjerg Energy har efter Brett Bellemore i sidste uge nu slået til igen. Den 25-årige canadiske back Brady Austin kommer med masser af AHL-erfaring og bliver dermed klubbens ottende udlænding.

Forstærkning: Esbjerg Energy har været i store vanskeligheder i denne sæson og har været på noget af en slingrekurs. Løsningen på problemerne kan vise sig at være canadiske backs.

I hvertfald hentede klubben i sidste uge den 30-årige canadiske back Brett Bellemore til, og nu følger den næste canadier. 25-årige Brady Austin kommer nemlig til Vestjylland. Backen har spillet 277 kampe i den næstbedste amerikanske liga AHL, ligesom han også har fået fem kampe i NHL for Buffalo Sabres.

- Vi vurderer, at Brady Austin passer ind på vores hold og matcher vores behov. Han var ledig, og han er helt klart en stærk spiller, som vi tror kan styrke os på flere måder. Derfor håber vi, at han med sine kvaliteter er i stand til både direkte at styrke holdet, men også gøre de øvrige spillere bedre, siger cheftræner Mark Pederson i en pressemeddelelse.

Annonce

Offensiv og skøjtestærk

Ifølge Mark Pederson er det en offensiv og skøjtestærk back, som man kommer til at se på isen, og samtidig en spiller, som har flere ligheder med Brett Bellemore end det canadiske pas.

- Der er visse fysiske ligheder mellem Brett Bellemore og Brady Austin, men der er også forskelle. De er begge store og fysisk stærke spillere, men Austin er fem år yngre og dygtigere og hurtigere på skøjterne. Når Austin er bedre på skøjterne, er der chancer for, at han kan profitere af de større danske baner, og så er han generelt en mere offensiv back, fortæller Mark Pederson.

Med tilførslen af Brady Austin er Esbjerg Energy nu oppe på otte udlændinge, som er det maximale antal, som klubberne i den danske liga har aftalt, at de må have. Dermed har Mark Pederson allerede på nuværende tidspunkt i sæsonen brugt sit sidste kort i jagten på at få vendt krisen. Hvis der skal ske yderligere, kræver det, at en af de nuværende spillere i truppen fritstilles.

Hvornår Brady Austin kan komme på is, afhænger af hvornår spille- og arbejdstilladelse er på plads.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce