Håndbold 3. division, damer: Struer-Resen-SIF Ansager, søndag klokken 16.00.
SIF Ansager går efter at få revanche, når holdet på udebane møder Struer-Resen. Det første opgør mellem de to hold i Skovlund/Ansager Hallen endte nemlig med en sejr til gæsterne på 20-22.
- Vi har trænet afslutninger i løbet af denne uge, da vi jo havde meget svært ved at udnytte vores oplagte muligheder i sidste uges kamp mod Brædstrup, der endte 21-21. Derfor skulle vi gerne være mere træfsikre denne gang, siger SIF Ansagers træner, Jens Ole Mathiesen, til Jydske Vestkysten.
SIF Ansager har ikke tabt i 13 kampe i træk, og det vil Jens Ole Mathiesen gerne have, at spillerne tager med sig til kampen mod Struer/Resen.
- Vi skal udnytte, at vi er i så god form og så skal vi stoppe deres to backs samt deres stregspiller, der gjorde det godt i det første opgør mod os. Kan vi det, er vi nået langt, siger han.
Kampen afvikles i øvrigt i Bremdal Aktivitetscenter i Struer.