Annonce
Tønder

Sig det med chokolade: Donationer der skal give chokolade til ældre vælter ind

Pernille Lundgaard fra Brinksgaard har sat gang i en indsamling ,der skal sikre de ældre og personalet på plejecentrene i Tønder Kommune en sød chokolade-hilsen.Foto: Timo Battefeld
Brinksgaard har sat gang i en indsamling, hvor man, via mobilepay, kan støtte, så kommunens ældre og personale på plejecentrene kan få en sød hilsen i form af noget godt chokolade.
Annonce

Tønder: Over 15.000 kroner på et lidt over et halvt døgn.

Så stor opbakning har Pernille Lundgaard og Hans Sjursen fra Brinksgaard oplevet på meget kort tid, efter at de mandag aften ved 17-tiden lagde et opslag op på facebook.

I opslaget opfordrer de til, at man overfører fem til ti kroner til Brinksgaard via mobilepay, og for pengene vil parret så sørge for, at der bliver bragt en chokolade-hilsen ud til de ældre og personalet på plejecentre.

- Vi er helt overvældede over den store opbakning, vi har fået på så kort tid, lyder det fra en glad Pernille Lundgaard.

Det var egentlig kun meningen, at der skulle være chokolade til de to plejecentre i Tønder, men med den helt overvældende opbakning, har parret nu besluttet at udvide konceptet til flere plejecentre.

- Der er nogle, der har spurgt til andre plejecentre, for eksempel i Højer, Løgumkloster og Bredebro. Og vi er selvfølgelig klar til at så mange som muligt får glæde af det. Så jeg er lige nu ved at finde ud af, hvor mange centre, det egentlig drejer sig om, forklarer Pernille Lundgaard.

Tænker du også ud af boksen?

I disse tider er det nødvendigt for caféer, foreninger, erhvervsdrivende, detailhandlende - ja, faktisk alle, at tænke utraditionelt og "ud af boksen" for at komme godt igennem coronakrisen.

De historier vil vi gerne forsøge at fortælle.

Så hvis du eller din virksomhed på en eller anden måde tænker utraditionelt under coronakrisen, eller hvis du har haft ekstraordinær succes med et tiltag, du har taget på grund af coronakrisen, så hører vi gerne om det.

Skriv til journalist Betina Skjønnemand på beskj@jfmedier.dk og fortæl, hvordan du tilpasser dig og tænker ud af boksen.

Annonce

Lånt idé

Pernille Lundgaard og Hans Sjursen har lånt idéen med chokolade-indsamlingen ved kollegaerne i Vin og Gastro i Aabenraa, der mandag kunne glæde personale og patienter på Sygehus Sønderjylland med chokolade. De havde på få dage indsamlet over 30.000 kroner.

- Vi prøver at finde lyspunkter i den her tid. Og det her var en måde, hvorpå vi kan gøre en god ting ved at glæde nogle, der har det svært. Nogle af de plejecentre, vi allerede har kontakt til, har fortalt, at de normalt selv sørger for lidt godt til beboerne til påske, men at der ikke var råd til det i år. Så initiativet falder også på et godt tidspunkt, konstaterer Pernille Lundgaard.

Annonce

Mange donationer

Parret har opfordret folk til at donere fem eller ti kroner, men der er allerede nogen, der har valgt at donere langt større beløb.

- Vi har donationer på 20, 50, 500 og helt op til 1000 kroner, så der er god vilje til at støtte, siger Pernille Lundgaard, og Hans Sjursen supplerer:

- Det er ikke kun vores kunder, der donerer. Vi har også set donationer fra nogle af vores samarbejdspartnere, og så er der også folk fra både Fyn og Aarhus, der har støttet indsamlingen indtil nu. Så vi rammer noget, som folk gerne vil støtte.

Indsamlingen hjælper også Brinksgaard, der nu kan få afsat alt det chokolade, der er indkøbt, men som er svært at få solgt, fordi der er meget få, der handler i butikken i disse corona-tider.

- Det er selvfølgelig et plus for os, men det er slet ikke derfor, vi gør det. Vi sælger chokoladen billigere, og vi organiserer det hele og bringer chokoladen ud uden beregning. Det handler først og fremmest om at finde lyspunkter lige nu. Og skabe glæde. lyder det fra Hans Sjursen.

Der er købt masser af chokolade ind til påske, men der er langt mellem kunderne på grund af coronakrisen. Derfor var det nødvendigt at tænke ud af boksen på Brinksgaard.Foto: Timo Battefeld
Annonce

Endnu mere chokolade

Allerede nu kan Pernille Lundgaard og Hans Sjursen se, at de måske endda ikke selv har chokolade nok til at dække alle donationer. Men det har de fundet en rigtig god løsning på.

- Vi har bedt Fylla Tjørnelund Jensen fra Fylla Chocolate til at lave nogle store påskeæg, som vi kan give med ud på centrene. På den måde får hun også del i initiativet, og vi kan alle hjælpe hinanden på den måde, konstaterer Pernille Lundgaard.

Man kan fortsat donere til indsamlingen, der løber til torsdag. Herefter vil der blive kørt chokolade ud på plejecentrene fredag.

- Hvem ved. Hvis det fortsætter sådan her, så må vi måske tage lørdagen med, hvis vi skal levere til mange, lyder det fra en glad Pernille Lundgaard.

Indsamlingen er allerede en kæmpe succes, og Pernille Lundgaard har fået travlt med at forberede chokoladekurvene, der skal ud på plejecentrene.Foto: Timo Battefeld
Lækker chokolade er på vej til ældre og personale på plejecentrene takket være en lokal indsamling.Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Trekantområdet

Covid-19: Smittetal stiger mere i Fredericia end i nabokommuner

Annonce