Annonce
Læserbrev

Sikken biskoppelig omsorg!

Annonce

Læserbrev: Først bliver man noget forbavset, nærmest chokeret efter at have læst Marianne Christiansens udmelding om, hvilken profil Kristkirkens Sogn i Kolding bør ansatte, når den ene af sognets tre præstestillinger genbesættes.

Marianne Christiansen har nemlig fundet det betimeligt via pressen at rådgive menighedsrådet i Kristkirkens Sogn om, at man fremover ikke bør have en entydig og klar profil. I Jydske Vestkysten 22. maj opfordrer hun i utvetydige vendinger menighedsrådet til at finde en afløser med en anden teologisk profil end kirkens øvrige præster.

Menighedsrådet er ellers demokratisk valgt og repræsenterer dermed sognet. Er nogen uenige i linjen, ligger det dem frit for både at stille op og stemme til menighedsrådsvalget. Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor biskoppen tilsidesætter demokratiet for at repræsentere dem, som har undladt at engagere sig?

Kan det virkelig passe, at biskoppen på denne måde tramper ind over menighedsrådets enemærker for at påvirke præstevalget allerede inden, ansættelsesproceduren er gået i gang?

Men når den første forbavselse har lagt sig, bliver man nærmere slået af biskoppens omsorg for mindretallene rundt om i sognene i Haderslev Stift.

For biskoppens offentlige rådgivning af menighedsrådet handler selvfølgelig ikke om, at hun vil forhindre en bykirke i at have et enigt konservativt præstekollegium med et levende menighedsfællesskab til følge. Det handler om at sikre bredde og plads til mindretal. Det handler om at styrke det lokale demokrati, så sognet føler sig repræsenteret i kirken, forstås.

Når Marianne Christiansen går i brechen for mindretallene på denne måde, så kan hun nok få vældig travlt i den kommende tid. Omsorgen for den brede repræsentation ét sted forpligter hende jo på, at hun alle andre steder også sørger for at rådgive menighedsråd og sikre, at mindretal bliver tilgodeset. I de fleste sogne med flere præster i Sydjylland eller på landsplan har præsterne faktisk en ret homogen profil. Blot sådan, at det her er såkaldte missionsfolk, der er det trængte mindretal.

Det bliver spændende at følge, hvordan biskoppen vil gribe opgaven an. Det er en klar forventning, at også missionske mindretal rundt om i by og på land fremover vil få biskoppelig opbakning. På den baggrund vil det måske endda give nogle mod på at stille op til de kommende menighedsrådsvalg, når man ved, at teologisk bredde har biskoppens omsorgsfulde bevågenhed.

Kristkirken skal ansætte ny præst, hvilket har fået biskop Marianne Christiansen til at opfordre menighedsrådet til at ansætte en præst med en anden teologisk profil end kirkens to andre præster. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Advokatundersøgelse uddeler kraftige tæv til tidligere VUC Syd-ledelse: Dårlig ledelse, inhabilitet og dokumentsjusk

Annonce