Annonce
Speedway

Sikker sejr: Holsted kom fint ud af starthullerne - se videoen

I ligapremieren onsdag aften hjemme på Moldow Speedway Arena fik Holsted en god start på den nye sæson med en sejr på 47-40 over Slangerup.

SPEEDWAY: Det er meget muligt, at Nicki Pedersen rundede 42 år tidligere på måneden, men den tidligere tredobbelte verdensmester kan altså stadig finde rundt på en speedwaybane.

Og han kan også fortsat gøre det med så høj en fart, at konkurrenterne har rigtig svært ved at følge med. Det satte han en tyk streg under, da Pedersen, der i år for første gang siden 2002 ikke er en del af grandprix-serien, og Holsted onsdag aften åbnede ligasæsonen med en sikker hjemmesejr på 47-40 over Slangerup.

Nicki Pedersen blev Holsted-topscorer med 15 point, men han var hårdt udfordret undervejs af en særdeles velkørende Bartosz Zmarzlik, der i fjor blev toer i kampen om det individuelle verdensmesterskab. Slangerup havde hyret den 24-årige polak ind til matchen, og det var først og fremmest hans fortjeneste, at gæsterne ikke blev sendt hjem med et noget større nederlag.

Zmarzlik, der undervejs i matchen blev brugt både som joker og taktisk reserve, vandt tre af i alt fem knivskarpe dueller mod Pedersen og scorede i alt imponerende 21 point. Det var ganske speedway på allerøverste hylde.

- Det var fint, men desværre tabte vi matchen. Vi må tage dem, når de kommer til Slangerup, sagde Zmarzlik, der nu nok næppe kommer til at køre ret mange matcher for sjællænderne, der også har talentfulde Mikkel Michelsen som A-kører.

Annonce
Nicki Pedersen blev topscorer for Holsted med 15 point, men undervejs blev han hårdt presset af polske Bartosz Zmarzlik, der i denne sæson er et godt bud på en individuel verdensmester. Foto: Chris U. Pedersen

Første arbejdsdag

Hos Holsted gjorde René Bach det også rigtig fint. Han er kommet til fra Esbjerg op til denne sæson, og den nybagte far stod for i alt 10 point. Det samme gjorde Rasmus Jensen, der er i denne sæson er dumpet ned som C-kører. "Rasser" var endda uheldig med at have maskinskade undervejs, så han kunne snildt have kørt sig til et point eller to mere.

Det var også første arbejdsdag for Lars Munkedal, der er ny sportschef og holdleder i Holsted. I mange år var han ellers synonym med ligaholdet i netop Slangerup.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi vandt og fik en god start på sæsonen. Jeg ville gerne have vundet med et par point mere, men sådan vil det nok altid være, mente Lars Munkedal efter premieresejren.

Og han erkendte efterfølgende, at det have været lidt underligt at have Slangerup som modstander.

- Jeg lavede faktisk en lille bommert undervejs i matchen, da jeg råbte efter en af Slangerups kørere. Jeg ville lige hjælpe ham, men jeg tror nu ikke, at det rigtig blev opdaget, sagde han med et grin.

Næste match i ligaen køres førstkommende onsdag, hvor Slangerup igen skal en tur til det jyske, når kørerne fra Grindsted, der i denne sæson føres an af rutinerede Hans Andersen, holder klar bag startsnoren.

Ligaholdet fra Holsted fik en fin start på den nye sæson med en sejr på 47-40 over Slangerup. Foto: Chris U. Pedersen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce