Annonce
Erhverv

Sikkerhedsbrister skal frem i lyset

Hvis en it-kyndig bruger støder på en sikkerhedsfejl, bør han kontakte virksomheden og give dem mulighed for hurtigt og diskret at lukke hullet. Til gengæld skal fejlfinderen have frit lejde, selv om han måske "kom til at hacke sig ind". Det er noget af ideen med et nyt kodeks for it-branchen. Arkivfoto

It-Branchen har vedtaget fælles kodeks for, hvordan man skal håndtere sikkerhedshuller i software.

DANMARK: Hvis du opdager, at der er en sikkerhedsfejl i et it-system eller en internetrouter, er du så hacker eller helt?

Hvis du ikke misbruger din viden og diskret giver it-firmaet besked, så de kan lukke hullet - er du en helt. Det mener organisationen IT-Branchen, som har udarbejdet et nyt kodeks for håndtering af sikkerhedsbrister.

- Der sidder nogle entusiaster, som er gode til at finde sikkerhedshuller. Desværre har nogle oplevet, at de er blevet politianmeldt for hacking, hvis de har henvendt sig til virksomheden. Det er en naturreaktion, at man gerne vil forsvare sit produkt, men det er ikke så hensigtsmæssigt. Derfor har branchen selv efterlyst et fælles kodeks, fortæller kommunikationschef Rune Fick Hansen.

Annonce

Diskretion er vigtig

Håbet er, at en ensartet og venlig håndtering af sikkerhedsbrister vil styrke sikkerheden - lidt på samme måde, som piloter og sygeplejersker kan få frit lejde for at indberette "nærved"-sikkerhedshændelser, så man kan bruge erfaringen til at styrke sikkerheden.

- Hvis man farer frem med bål og brand - eller slet ikke gider svare - når folk rapporterer en fejl, risikerer man, at folk går til pressen i stedet. Problemet er slet ikke den dårlige omtale, men at et sikkerhedshul derved bliver kendt i offentligheden - og der kan måske være 100 andre virksomheder, som bruger samme system. Det kræver tid at rette fejl, og derfor har vi brug for fælles spilleregler, siger Rune Fick Hansen.

Læs kodeks'et på IT-Branchens hjemmeside www.itb.dk. Søg eventuelt efter "kodeks".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce