Annonce
Sport

Silkeborg kan åbne kapløb om superligapladser på vid gab

Nicklas Helenius - her under sit lejeophold i Silkeborg i 2017 - har scoret fire mål for Silkeborg i forårets to første kampe. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Silkeborg kan mindske hullet til en oprykningsplads til to point med sejr over konkurrenten Esbjerg torsdag.

Skal Esbjerg lægge en afstand på otte point ned til Silkeborg på tredjepladsen, eller skal Silkeborg mindske afstanden til en oprykningsplads til Superligaen til bare to point?

Så meget er der på spil, når Esbjerg torsdag klokken 19 tager imod Silkeborg i en 1. divisionskamp mellem de to superliganedrykkere fra sidste sæson.

Tre hold har skilt sig ud i kampen om de to billetter til Superligaen, og Viborg har lagt sig i spidsen med 44 point, mens Esbjerg og Silkeborg har henholdsvis 42 og 37.

Silkeborg-træner Kent Nielsen ser frem til mødet med den direkte konkurrent.

- Det er en mulighed for at komme nærmere toppen, og derfor går vi også all in på at få et resultat og meget gerne en sejr, men vi er også bevidste om, at der er 14 kampe tilbage, så det bliver ikke afgjort her uanset udfaldet.

Kent Nielsen medgiver, at der er stor forskel på, om afstanden til top-2 er otte eller to point.

- På trods af at vi er fodboldspillere og trænere, er vi næsten lige så dygtige til hovedregning, som langt de fleste mennesker. Men vi bruger ikke tid på pointafstanden. Det giver os ikke noget ekstra i kampen.

- For det hjælper intet at slå Esbjerg for så at tabe til HB Køge i runden efter. Så vi bruger vores energi på, hvordan vi kan toppræstere, så vi kan vinde den næste kamp, siger Kent Nielsen.

Hans hold har fulgt op på den gode afslutning på efteråret ved at vinde sine to første kamp i foråret med 2-0 over Hvidovre og 3-0 over Kolding IF.

- Resultatmæssigt har det været spot on, og vi har set stærke ud i perioder, selv om vi også har givet lidt for mange muligheder væk i nogle faser.

- Men alt i alt har vi fået den start, vi havde håbet, men også forventet efter et stærkt efterår.

I vinterpausen hentede klubben Nicklas Helenius i AGF, og angriberen, der for fire sæsoner siden var i Silkeborg på en lejekontrakt, har scoret fire mål i de første to kampe.

- Selv om vi i efteråret var det mest scorende hold, følte vi ikke, at vi var det mest effektive. Med Nicklas har vi fået en stærk afslutningsfod, og han har både sparket og headet boldene godt ind.

- Han mangler stadig nået tilvænning i forhold til vores spillestil, men det er vigtigt, at han har scoret, når han har fået chancerne, lyder det fra Kent Nielsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Trekantområdet For abonnenter

Sex i en hemmelig verden: Alle slags mænd mødes i skoven - også dem med vielsesring og autostol på bagsædet

Annonce