Annonce
Sport

Simon Kjær: Tryghed giver Dolberg succes på landsholdet

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Trygge omgivelser kan være med til at forløse Kasper Dolbergs uomtvistelige talent, siger Simon Kjær.

Tryghed er en vigtig ingrediens, hvis det danske fodboldlandshold også i fremtiden skal vinde kampe på mål af angriberen Kasper Dolberg.

Det siger landsholdets anfører, Simon Kjær, efter at 22-årige Dolberg med to mål og en assist førte an i den danske offensiv i tirsdagens sejr på 4-0 over Luxembourg.

- Det handler stille og roligt om, at Dolberg skal være i trygge omgivelser, for der tror jeg, at han har det bedst. Det er han her på landsholdet, og vi er der alle sammen for at hjælpe ham, når han spiller.

- Det er også den indstilling, der er til ham i Nice, tror jeg. Jeg håber, at han kommer til at spille mere og mere dernede, så vi og de kan nyde godt af ham, siger Simon Kjær.

Ved sit første mål i tirsdagens sejr viste Dolberg, at han er en forrygende afslutter, mens han ved sit andet mål viste angriberinstinktet ved at dukke op fri foran mål. Han er nu noteret for fem mål på landsholdet.

Ifølge Simon Kjær har Kasper Dolberg kvaliteterne til at få en stor angriberkarriere.

- Der er ingen på holdet, der er i tvivl om, hvilke kvaliteter Dolberg har. Han har i princippet hele pakken som angriber. Han er fysisk stærk, han kan gå dybt, han kan gå ned og holde fat i kuglen, og han er en fantastisk afslutter.

- Han var skarp mod Luxembourg, og hvis en angriber laver mål, så kan vi ikke kræve mere af ham, siger anføreren.

Da Danmark i lørdags vandt 1-0 over Schweiz var den mere fysisk stærke Andreas Cornelius foretrukket i front. Åge Hareides valg af angriber stiller også krav til de andre landsholdsspillere, som skal iscenesætte angriberne bedst muligt.

- Dolberg og Cornelius er to vidt forskellige typer. De har hver deres styrker, så alt efter spillestil i kampene, så skal man spille med den angriber, som vi får størst fordel af, siger Simon Kjær.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce