Annonce
Sport

Simon Kjærs lyndebut giver ro i sindet hos Åge Hareide

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Åge Hareide frygtede, at Simon Kjær før skiftet til AC Milan kunne ende med et forår næsten uden spilletid.
Annonce

Fodboldlandstræner Åge Hareide kan ånde lettet op over, at landsholdsanfører Simon Kjær atter ser ud til at kunne få regelmæssig spilletid med udlejningen til AC Milan.

Allerede i onsdags - to dage efter skiftet til storklubben - fik han debut i pokalkampen mod Spal, efter at han ikke havde spillet en fodboldkamp siden 26. november, hvor han var i aktion for Atalanta i Champions League.

Opholdet i Bergamo-klubben udløste ikke den forventede spilletid. Derfor kaldte Sevilla ham tilbage fra lejemålet for straks at sende ham videre til AC Milan.

- Jeg var bange for, at han kunne blive siddende ude og ikke kunne spille kampe, og det ville være en hård situation for en landsholdskaptajn før EM, så jeg er meget glad for, at Milan ville have ham.

- Jeg er også meget glad for, at han allerede kom ind og spillede mod Spal og fik 82 minutter, hvor han så okay ud og lignede sig selv.

- Det var spændende at se, hvor han stod, for der kan ske ting, når man ikke har spillet i et stykke tid. Man har brug for regelmæssig kamptræning for at kunne beholde rytmen i sit spil, siger Åge Hareide.

I sine samtaler med Kjær har Hareide også mærket, at forsvarsspilleren har været lidt bekymret over pludselig at være langt fra holdet i Atalanta.

- Vi taler ofte sammen, og det er da klart, at det har været bekymrende for både mig og ham, at han ikke har spillet så meget. Men nu er han skiftet, så jeg håber, at der ikke er grund til at bekymre sig længere.

- Det er flot, at han er kommet til AC Milan, men jeg er allermest glad for, at han kommer til at spille noget mere nu, for det var ikke sikkert, at han havde gjort det for Atalanta, siger Åge Hareide.

I første omgang skal Simon Kjær forsøge at gøre sig fortjent til, at hans halvårige lejeophold bliver byttet ud med et permanent skifte til Milano-klubben, der syv gange har vundet Europas fremmeste klubturnering.

Set fra landstrænerens synspunkt er det også givtigt for Kjær, at han igen kommer til at spille i en klub, der er under massiv bevågenhed.

- Det er kun godt, at han er kommet til en ikonisk klub, hvor der er pres på fra omgivelserne. Det kan han lære af, men han kan også håndtere det. Det vigtigste for ham er at komme til at spille noget mere, siger nordmanden.

Simon Kjær kan få sin anden kamp for AC Milan, når klubben søndag møder Jens Stryger Larsens Udinese i Serie A.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

22-årig var blevet afhængig af at true småpiger til sex-optagelser: Jeg er glad for, jeg blev anholdt

Esbjerg

Redderne fra Ribe er fundet: Familien til tysk turist siger tak efter hjælp ved voldsomt hjertestop

Annonce