Annonce
Indland

Simon og Stine flyttede for børnenes skyld: På Strynø handler det ikke om at have den nyeste iPhone

Det er blevet en fast morgenrutine for Simon og Stine Østengaard at cykle en tur på Strynø, når børnene er sendt afsted med færgen. Når de cykler ud til alle ender er turen 17,5 kilometer. Foto: Sugi Thiru

Simon og Stine Østengaard og deres to børn flyttede fra København for to år siden. Familien havde boet hele livet i hovedstaden, men der var for meget stress og jag til, at børnene kunne trives. Nu har familien fundet roen på Strynø.

Gader med små, gammeldags huse snor sig gennem midten af den lille sydfynske ø Strynø. Bymidten er omgivet af marker, og her er så stille, at det kun er vinden, som høres. På Møllevejen dukker Stine og Simon Østengaards gule hus op. Det er et af de større huse på øen, og indenfor har parret sat københavnerbirkes, croissanter, lokal æblemost, kaffe og te frem.

- Sådan er det, når man er på besøg på Strynø og er her mellem to færger. Det er det samme for håndværkerne, siger Stine Østengaard smilende.

Hun har sammen med sin mand inviteret avisen forbi for at fortælle om, hvorfor storbyparret og dets to børn, 12-årige Oskar og 13-årige August, har skiftet tilværelsen i en lille lejlighed i København ud med et hus på Strynø.

Både 38-årige Simon og 39-årige Stine Østengaard er født og opvokset i københavnsområdet. Hun på vestegnen og han omkring Nørreport. De var 18 og 19 år, da de mødtes, og senere flyttede de sammen i København. Simon havde aldrig forestillet sig, han skulle bo andre steder. Stine havde indimellem drømt om at flytte ud på en ø, men det var ikke det, der fik dem til at forlade storbyen for to år siden.

- Vi flyttede for børnenes skyld. Hvis det ikke havde fungeret, var vi flyttet igen, siger Stine Østengaard.

Annonce

Flyttestrømmen vender

Det er en myte, når vi tror, at befolkningen i stor stil flytter mod de større byer. Det er en af konklusionerne i en rapport fra forskere på Aalborg Universitet, som viser, at særligt aldersgruppen 25-39 år søger væk fra centerbyerne og ud mod landets land- og yderkommuner.

I en ny serie går avisen Danmark nu tæt på de unge voksne, der fravælger livet i de større byer og søger mod de mindre byer i provinsen. Vi undersøger, hvad der får dem til at flytte, og hvilke overvejelser der ligger bag.

Første afsnit af serien tog udgangspunkt i Rudi Saltofte Olesen og Stine Charlotte Hansens fortælling om, hvorfor de 1. november skifter bylejligheden i Odense ud med et bindingsværkshus i Søllinge. En beslutning, der kom som en overraskelse for parrets venner, men som de selv følte sig sikre på var den rigtige.

I andet afsnit besøger vi Stine og Simon Østengaard, som for to år siden solgte deres lejlighed i København og nu bor på den lille sydfynske ø Strynø. Skiftet har givet familien ro og øget børnenes trivsel.

På Strynø har familien fået et roligere og mere afslappet liv. Foto: Sugi Thiru

Søvnproblemer og rysteture

Hun fortæller, at børnene ikke kunne holde til at gå i skole, da de boede i København. De prøvede tre forskellige, men ingen af dem virkede for børnene.

- Der var for mange i klasserne, og hvis de skulle lege med nogen efter skole, blev de i sfo'en. Det gjorde alle de andre børn, men dagene blev for lange, og de fik for lidt motion, siger Simon Østengaard.

Parret mener, at tilværelsen i København stressede børnene.

- Vores ældste søn havde søvnproblemer, rysteture og kunne være aggressiv. Vi prøvede psykolog og alt muligt, men når man ikke fjerner årsagen, hjælper det ikke, siger Stine Østengaard.

Til sidst måtte parret tage børnene ud af skolen, og Stine Østengaard begyndte at undervise dem hjemme. Men det var en midlertidig løsning. Børnene ville gerne gå i skole igen, og der var en grænse for, hvor længe hun kunne undervise dem på et højt nok niveau i alle fag. Derfor tog familien en drastisk beslutning. De solgte lejligheden, pakkede kufferterne og tog på rejse rundt i Europa i nogle måneder. Ved en tilfældighed endte de med at flytte til Langeland efter rejsen.

Den gamle del af huset, familien Østengaard er flyttet ind i er fra 1888. Ifølge familien har det gennem tiden både været brugt som snedkerværksted og galleri. Foto: Sugi Thiru

Et langsommere tempo

Simon Østengaards mor havde et sommerhus på Langeland, de kunne bo i. Efter indflytningen blev de enige om, at børnene skulle prøve at gå i skole igen. Valget faldt på en friskole nord for Rudkøbing, hvor der kun er 18 børn i klasserne, og det blev hurtigt en succes. Familien begyndte for alvor at overveje at slå sig ned øen.

- Der er langt mellem husene og bilerne på Langeland, og det virkede på vores børn. Hele familien kom ned i et langsommere tempo, siger Stine Østengaard.

Alligevel endte det ikke med et huskøb på Langeland.

- Børnenes bedste venner fra skolen bor på Strynø, og vi havde lovet dem, at vi ikke ville købe et hus på Langeland, før vi havde været på Strynø. Efter en tur til øen var vi overbevist, siger Stine Østengaard.

Stine Østengaard har fået en skade i sit bækken, og derfor har de købt den lidt specielle liggecykel til hende. Foto: Sugi Thiru

- Vi er ikke på vej mere

Nu er det et år siden, familien flyttede ind i det gule hus på den lille ø. En beslutning, de på ingen måde har fortrudt.

- Der er ikke nogle ting, som jeg savner ved København. Det er ikke afstanden, der gør, vi ikke ser vores venner så meget, som vi gerne vil. Vi ser dem nærmest mere nu, fordi de kommer og er her nogle dage, siger Simon Østengaard.

Han og Stine Østengaard har fået flere venner på Strynø, og de har startet en spejdergruppe, som stort set alle øens børn er med i.

- Det er ikke kun børnene, der er gladere her. Det er vi også. Overskuddet til at starte en spejdergruppe ville vi aldrig have haft i vores gamle liv. Jeg føler, der er faldet ro på vores liv. Vi er ikke på vej mere, siger Stine Østengaard.

Hun har været hjemmegående, siden problemerne med børnene startede. Men nu overvejer hun at færdiggøre sin uddannelse somlærer.

- Jeg har læst pædagogik og socialvidenskab på RUC, men der er ikke mange akademikerjob her. Hvis jeg tager den sidste halvdel af læreruddannelsen, er der en del lærerjob, jeg vil kunne tage.

Simon Østengaard har beholdt sit gamle arbejde som it-arkitekt. Men ud over to ugentlige arbejdsdage i København, har han fået lov til at arbejde hjemmefra.

Simon og Stine Østengaard og deres to sønner er flyttet fra København, hvor de har boet hele deres liv. De skulle væk fra stress og jag og har nu fundet ro på Strynø. Foto: Sugi Thiru

Slukkede mobiler

Oskar og August Østengaard trives stadig i skolen, og de har travlt med at være sammen med alle deres venner på Strynø.

- Enten er hele stuen fyldt med teenagere, eller også er de ovre hos nogle andre, griner Stine Østengaard.

Parret oplever, at børnene på Strynø er bedre til at være sammen på tværs af alder, og at de går op i andre ting end storbybørnene.

- I København var der et stort socialt pres, hvor man skulle have alt muligt. Det, der gav status i den gamle klasse, var, at forældrene havde mange penge. På Strynø handler det ikke om at have den nyeste iPhone. Her er der en del børn, som slet ikke har en mobil, og hvis de har en, ligger den ofte slukket derhjemme. Det er ikke vigtigt her, siger Simon Østengaard.

I sommerferien cyklede hele familien hjem fra Oslo. De havde stillet bilen i København, og det tog halvanden uge at komme tilbage dertil på cykel. Foto: Sugi Thiru
Simon og Stine Østengaard og deres to sønner er flyttet fra København, hvor de har boet hele deres liv. De skulle væk fra stress og jag og har nu fundet ro på Strynø. Foto: Sugi Thiru
Simon og Stine Østengaard og deres to sønner er flyttet fra København, hvor de har boet hele deres liv. De skulle væk fra stress og jag og har nu fundet ro på Strynø. Foto: Sugi Thiru
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Trods lussing var træner tilfreds

Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce