Annonce
Tønder

Sjælden hval i dansk farvand er fundet død på strand

Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet
En hvalart, der ikke før er set i Danmark, er fundet strandet ved Lakolk på Rømø. Den skal obduceres mandag.

Strandgæster på Rømø fandt fredag middag en næbhval af arten småhovedet hval, der lå strandet ved Lakolk. Det skriver TV Syd.

Annonce

Næbhvaler er en af de familier af tandhvaler, som man ved mindst om i Danmark, og derfor har fundet fået opmærksomhed fra blandt andre Charlotte Thøstesen, der er biolog ved Fiskeri- og Søfartsmuseet.

- Det er et meget specielt fund. Hvaler af denne art er aldrig set i Danmark før, så det er et meget sjældent syn, siger hun.

Hvalen er omkring seks meter lang, og det afslører, at den er en voksen hval.

Naturstyrelsen har hjulpet med at flytte næbhvalen til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Her skal den være weekenden over, inden den efter planen bliver obduceret mandag.

Grunden til, at hvalen først skal obduceres efter weekenden, er, at der blandt andet skal tilkaldes fagfolk til at hjælpe.

- For at kunne obducere sådan et dyr skal dyrlæger, konservatorer og biologer være inde over.

- Derudover er der alt det praktiske. Vi skal for eksempel finde ud af, hvad vi skal gøre med det overskydende kød. Det må man ikke bare komme i en affaldsspand, siger Charlotte Thøstesen.

I forbindelse med obduktionen håber hun, at det lykkes at blive klogere på hvalarten generelt samt finde ud af, hvorfor lige denne strandede på Rømø.

Det kan der nemlig være mange årsager til.

- Når hvaler strander, kan det være på grund af for eksempel sygdom, alderdom, påsejling af skibe eller bifangede hvaler.

- Kaskelothvaler strander nogle gange langs den jyske vestkyst, og det er en hval, der forvilder sig ind i Nordsøen og ind på det lave vand i Vadehavet, hvor de ikke kan navigere. Så kan de strande af den grund, siger Charlotte Thøstesen.

Kønnet på hvalen kendes fredag aften endnu ikke.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Annonce