Annonce
Indland

Mette F. vil se på madordning og en vuggestue på Sjælsmark

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet vil ikke lukke det meget kritiserede Udrejsecenter Sjælsmark. Men forholdene kan forbedres.

Udrejsecenter Sjælsmark skal bestå.

Men der skal kigges på en forbedret madordning for børnefamilierne, der skal være en vuggestue, og børnene på udrejsecentret skal ikke agere tolke for de voksne.

Det er meldingen fra den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, som fredag præsenterede partiets plan for dansk udlændingepolitik.

Hvis hun bliver statsminister efter folketingsvalget 5. juni, ønsker hun ikke at lukke udrejsecenteret Sjælsmark, hvor afviste asylansøgere og deres børn bor. Men forholdene for børnene kan forbedres, siger S-formanden.

Centret har været voldsomt udskældt. Beboerne må eksempelvis ikke selv lave mad.

- Børnene på Sjælsmark befinder sig i en potentiel rigtig svær situation, siger Mette Frederiksen.

- Vi mener, at der er plads til forbedringer. I lighed med Lars Løkke (statsminister Lars Løkke Rasmussen, red.) mener vi, at der skal kigges på bespisningen af familierne.

- Det er positivt, at statsministeren i denne valgkamp har sagt, at det ikke rokker ved udlændingepolitikken, hvis der er familier, der har mulighed for at tage mad med ind på deres værelser og spise, siger hun.

For Socialdemokratiet har det været vigtigt at understrege, at "den brede udlændingepolitik", som partiet har stået for sammen med blå blok de seneste år, også kommer til at bestå efter et valg.

Det er meldingen fra Socialdemokratiet, selv om Mette Frederiksens forventede parlamentariske grundlag - De Radikale og Enhedslisten eksempelvis - kræver ændringer i den førte udlændingepolitik. Sker det ikke, vil de ikke støtte Mette Frederiksen som statsminister.

Foruden madordningen skal der gøres noget for de mindste børn på Sjælsmark, siger Mette Frederiksen.

- Der er ikke en vuggestue. Der er en børnehave, og der er et klubtilbud til de større børn. Der er faktisk ikke et dagtilbud til de mindste børn.

- Vi ved belært af erfaring, at det at komme af sted i vuggestue kan være mindst lige så vigtigt som at komme i børnehave.

- Så der er noget omkring bespisningen, og der er et behov for et vuggestuetilbud, siger hun og tilføjer en tredje ting, der skal forbedres.

Børn skal nemlig ikke bruges som tolke, hvilket sker i dag, påpeger S-formanden.

- Det er i vores øjne stærkt problematisk, siger hun.

/ritzau/


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce