Annonce
Tønder

Skål: Dunhammer er da noget man drikker

Marsk Destilleriets hjerte er kedlen, som Hans Sjursen (i midten) har døbt Tykke Berta. Borgmester Henrik Frandsen holdt den officielle indvielsestale for de få indbudte gæster. Foto: Uwe Iwersen
Det startede med en traktortur for godt to år siden, nu er "Tykke Berta" en realitet. En autentisk historie, lokale råvarer og aldrig svigtende lyst til at prøve noget nyt er fundamentet under Marsk Destilleriet i Rørkær, der officielt blev indviet fredag eftermiddag.
Annonce

RØRKÆR: Spiritus til indvortes brug var der nok af. Men den måtte lige vente. Først gjaldt håndsprit, mundbind og forsvarlig afstand.

Alle regler og restriktioner blev fulgt, da Marsk Destilleriet i Rørkær blev indviet fredag eftermiddag. Borgmester Henrik Frandsen klippede den røde snor, og så blev han som den første officielle gæst lukket ind i "hjemmebryggeriet", hvor blankpolerede Tykke Berta er den helt centrale figur.


Vi lægger vægt på, at vore produkter skal smage - og de skal smage af mere. Det koncept vil vi gerne ud i verden med.

Hans Sjursen, Marsk Destilleriet, Rørkær


Tykke Berta er kælenavnet fra den kobber-kedel, som destilleriets bag- og idémand Hans Sjursen fandt i Slovenien, og som nu skal producere gin og rom med afsæt i marskens natur og oplevelser.

Der var blomster fra Henrik Frandsen til destilleriets kvindelige part, Pernille Lundgaard. - Man kan jo ikke komme med flasker til åbning af et destilleri, bemærkede borgmesteren. Foto: Uwe Iwersen

- Fantastisk at bo i en kommune, hvor der er så meget entreprenørånd. Jeres idégenerator står aldrig stille, sagde Henrik Frandsen i sin tale.

Annonce

På traktortur

Hele idéen til en spiritus-produktion kom for godt to år siden, da Hans Sjursen sammen med vennen Brian Rosgaard efter en ginsmagning var på traktortur over hans marker.

- Du skal da lave det eget destilleri, sagde Brian. Du er da ikke rigtig klog, hvem gør sådan noget, svarede jeg. Og nu står vi her, sagde Hans Sjursen, der sammen med hustruen Pernille Lundgaard også står bag livstilsbutikken Brinksgaard i nabolaget og har indrettet en mini-hytteferieby i destilleriets baghave.

Marsk Destilleriet

Tilbage i april 2019 lancerede Hans Sjursen Sort Sol Rom, der blev udbudt til salg i livsstilbutikken og caféen Brinksgaard, som han driver sammen med hustruen Pernille Lundgaard.

Rommen satte for alvor gang i drømmen om egenproduceret spiritus, ikke mindst rom og gin.

I 2019 købte Hans Sjursen naboejendommen i Rørkær, der sidenhen blev indrettet til destilleri samt fælleshus for en mindre feriehytteby, der blev indrettet på matriklen.

Selv om destilleriet først officielt blev indviet fredag, har produktion og salg fra "Tykke Berta" været i gang i et par måneder. Og inden da, havde Hans Sjursen øvet sig lidt med et mindre anlæg.

Det er ikke tilfældigt, at Marsk Destilleriets produkter aftappes i brune apotekerflasker. Gin stammer ifølge Hans Sjursen fra Holland, og blev i gamle dage solgt fra apoteker som et middel mod maveonde. Foto: Uwe Iwersen
Annonce

Syv varianter

Foreløbig har det resulteret i syv forskellige gin-varianter, hvor "Marsk Gin - Dunhammer" hører til hans personlige favoritter.

- Der findes omkring 12.000 forskellige gin i hele verden. Jeg har hverken set eller hørt om, at nogen har anvendt Dunhammer, som vi jo henter lige ude i marksen. Vi lægger vægt på, at vore produkter skal smage - og de skal smage af mere. Det koncept vil vi gerne ud i verden med, siger Hans Sjursen.

Udover gin leverer Tykke Berta også rom, der nu er lagt på egetræsfade og skal modnes i et par år.

Annonce

Sagde sit arbejde op

Hans Sjursen tror så meget på sit projekt og destilleriet, at han i sommers opsagde sit faste sælgerjob hos Abena, som han havde haft i 23 år. Han har noget at have sin optimisme i.

- Hvis efterspørgslen fortsætter, som den er startet, så har vi om halvandet år behov for en ny kedel, siger han.

Med Marsk Destilleriet går en drøm i opfyldelse for Hans Sjursen. - Det er en drøm at kunne få lov til at leve af sin hobby, siger han. Foto: Uwe Iwersen

Marsk Destilleriets gin-varianter leveres og sælges i brune flasker i gammel apoteker-stil. Det er ikke tilfældigt.

- De fleste tror, at gin kommer fra England. Men faktisk kommer den fra Holland og blev i sin tid solgt på apoteket som middel mod maveonde, fortalte Hans Sjursen, da han efter den officielle åbning viste de få indbudte gæster rundt i destilleriet.

Annonce

Åben weekend

Flere - med eller uden ondt i maven - kan komme til i små grupper, når Marsk Destilleriet lørdag og søndag under overholdelse af alle regler, holder indvielsesweekend. Der er håndsprit til udvortes, og  smagsprøver til indvortes brug.

Det hører med til Marsk Destilleriets foreløbige historie, at Hans Sjursen forleden blev ringet op af en engelsk fagjournalist. Han havde hørt om destilleriet og Dunhammer-ginen. Opringningen resulterede i et 45 minutter langt interview.

-  Så måske bliver vi kendt i England, inden det sker i Danmark, lyder det fra "hjemmebryggeren" fra Rørkær.


Allerede inden den første smagsprøve blev serveret, var stemningen høj i Marsk Destilleriet fredag eftermiddag. Foto: Uwe Iwersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Corona sender en hel skole hjem: 500 elever må tidligst komme i skole igen på tirsdag

Annonce