Mads Hansen er ny EM-sølvvinder i U19 par-speedway. Det står klart efter weekendens finale i Slovakiet, hvor Mads Hansen og makkeren Jonas Seifert kæmpede om sejren til det sidste.
FRIFELT/ZARNOVICA: Endnu en gang har Skærbæk markeret sig som en speedwayby, man skal holde øje med.
Lørdag kunne Mads Hansen, der i den hjemlige liga kører for Region Varde, sammen med sin medkører Jonas Seifert nemlig fejre EM-sølvet i U19 par-speedway.
Det skete, da de kørte EM-finale i Zarnovica i Slovenien, og for Mads Hansen er det samtidigt karrierens foreløbigt bedste resultat i 500 cc, den største klasse i speedway. Her blev han topscorer på det danske hold, hvor facit efter seks heats lød på 13 point:
- Det gik super godt. Jeg havde god fart i cyklen, og blev topscorer af os to med fire sejre af seks mulige, forklarer han.
Alt gik dog ikke helt efter planen, for konkurrencen begyndte med en defekt:
- Vi tabte desværre lidt på mit første heat, hvor tandremmen på motoren sprang. Heldigvis gik det ikke så galt, for cyklen var hurtigt klar igen, og jeg kørte faktisk aftenen til ende på den, forklarer Mads Hansen.
Mads Hansen, speedwaykørerJeg havde god fart i cyklen, og blev topscorer af os to med fire sejre af seks mulige.
Finaleklar til EM individuelt
Foruden sølvet i Slovakiet bød turen også på en individuel U19 EM-semifinale torsdag i Pardubice i Tjekkiet.
Her blev det til en samlet femteplads og ikke mindst rakte det til videre avancement til finalen for Mads Hansen.
Muligheden for en podieplads gik desværre tabt i sidste heat, da han styrtede. Det betød, at han måtte tage til takke med en femteplads, som dog rækker fint til deltagelse i finalen, når den køres i Varkaus i Finland til august.