Annonce
Sønderborg

Skal du nå det?: Der kommer 1000 ekstra vaccinationstider i Sønderborg

Ledige tider i Rødekro flyttes næste uge til Sønderborg, hvor det nye vaccinationscenter åbner på tirsdag. Arkivfoto: Søren Gylling
I næste uge vil 1000 personer flere end først forventet kunne blive vaccineret i det nye covid-19-vaccinationscenter i Sønderborg. De vil formentlig blive revet væk i løbet af fredagen.

Sønderborg: Sygehus Sønderjylland skruer op for vaccinationsblusset med cirka 1000 ekstra vacciner i Sønderborg. Hermed vil 1308 personer kunne blive vaccineret i det nye vaccinationscenter i Humlehøj-Hallen i næste uge.

Årsagen er, at Sygehus Sønderjylland ønsker at hæve andelen af vaccinerede i Sønderborg Kommune. Den har gennem flere uger har ligget under landsgennemsnittet, blandt andet fordi ældre i Sønderborg Kommune er mindre tilbøjelige til at køre langt efter et stik.

- Blandt de ældste og knapt så pendlevillige borgere er der lidt færre vaccinerede borgere fra Sønderborg Kommune sammenlignet med resten af sygehusets område. Det er en af grundene til, at vi vælger at gøre en ekstra indsats i Sønderborg i den kommende uge, fortæller vaccinationschef på Sygehus Sønderjylland Thomas Lund Sørensen.

Helt konkret flytter Sygehus Sønderjylland i omegnen af 1000 Pfizervacciner, som i første omgang skulle gives i vaccinationscenteret i Rødekro, til det nye vaccinationscenter i Humlehøj-Hallen i Sønderborg.

Annonce

Fra to til 12 kabiner

En anden årsag til, at andelen af vaccinerede i Sønderborg Kommune har været lavere end landsgennemsnittet, skyldes pladsmangel i det nuværende vaccinations- og testcenter på Ellegårdvej i Sønderborg. Her har kun to kabiner været indrettet til vaccinationer.

Fra næste uge er 12 kabiner klar til brug i Humlehøj-Hallen.

I følge en pressemeddelelse fra Sygehus Sønderjylland vil flytning af tider fra Rødekro til Sønderborg ikke ramme andre, der venter på en vaccinationstid.

- I denne uge har vi faktisk haft nogle ledige tider i Rødekro, og samtidig har der været stor efterspørgsel på tider i Sønderborg, og det er det, vi nu justerer ind efter, forklarer Thomas Lund Sørensen.

Sygehus Sønderjylland forventer, at de ekstra 1000 ledige tider vil være booket på under et døgn:

- Så uanset hvad gælder det stadig om at have tålmodighed. Alle skal nok være vaccineret inden 27. juni, som vi hele tiden har meldt ud, forsikrer Thomas Lund Sørensen.

Hvem kan få en tid?

Det er stadig kun borgere i gruppe 2, 3, 5, samt medarbetjdere i gruppe 4, der er inviteret til vaccination, og som nu altså får flere tider at vælge imellem i Sønderborg.

7,9 procent af befolkningen i Sønderborg har påbegyndt vaccination, mens 3,3 procent er færdigvaccineret.

På landsplan er det henholdsvis 8,2 og 3,2 procent.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland

Stil dine spørgsmål til integrationsministeren: Direkte læsermøde med Mattias Tesfaye på jv.dk

Annonce