Annonce
Kolding

Skarp kritik af Venstre og DF efter kovending i konsulentsag

Det slog gnister mellem Benny Dall og borgmester Jørn Pedersen, da de var i debat om Venstres og Dansk Folkepartis slingrekurs i sagen om Kolding Kommunes brug af eksterne konsulenter på socialområdet. Arkivfoto: Jakob Schultz
Formændene for byrådets to sociale udvalg langer hårdt ud efter Venstres og Dansk Folkepartis slingrende kurs i sagen om brug af eksterne konsulenter til at finde besparelser på udsatte borgere. - Det falder tilbage på os andre, siger Benny Dall.

Kolding: Borgmester Jørn Pedersen (V) havde tydeligvist ikke forventet reaktioner, da han på byrådets møde tirsdag aften kort meddelte, at der er indgået en aftale med partiernes gruppeformænd om, at sagen om Kolding Kommunes brug af eksterne konsulenter på resultatløn på handicap- og socialområdet nu sendes tilbage til de to sociale udvalg til fornyet behandling.

I hvert fald var han hurtigt videre til næste sag, før udvalgsformand Benny Dall (EL) måtte gøre opmærksom på, at han havde bemærkninger til sagen, hvori Venstre og Dansk Folkeparti foretog en opsigtsvækkende kovending i sidste uge.

Først besluttede de to partiers medlemmer af de to sociale udvalg, at Kolding Kommune skal genoptage brugen af konsulentfirmaet Brorson for at finde besparelser på udgifterne til udsatte borgere, fordi "vi ikke har råd til at vente længere", som Trille Nikolajsen forklarede det i JV. Og så trak de samme to partier i land igen fredag med den begrundelse, at medieomtalen af sagen "har gjort borgerne utrygge".

Annonce
Det er Venstre og DF, der rækker hånden ud her, og det håber jeg vil blive taget godt imod.

Jørn Pedersen (V), borgmester

Demokrati

På byrådsmødet tirsdag aften kvitterede Benny Dall for, at "flertallet har besindet sig".

- Indtil i sidste uge troede jeg, at vi var enige om, at vi ikke gør brug af de her konsulenter, så længe der hænger en mistanke om, at det kan være ulovligt. Det var vi så ikke alligevel, viste det sig, og flertallet forklarede, at vi skulle gå videre med konsulenterne for at spare en million kroner. Forløbet har ikke været kønt, men jeg er glad for, at udvalgene nu får mulighed for at træffe den rigtige beslutning, sagde han og fortsatte:

- Men flertallets ageren falder jo tilbage på os andre, når vi står i SuperBrugsen og over køledisken bliver spurgt, om vi overhovedet har styr på noget. Sandheden er, at Venstre og Dansk Folkeparti har mistet grebet, og jeg er træt af at blive gjort til en del af jeres gryde.

SF's formand for social- og sundhedsudvalget, Hans Holmer, takkede for Venstres og Dansk Folkepartis kovending, "omend det tog jer lidt tid", som han sagde.

- Men jeg er bekymret for Venstres og Dansk Folkepartis ageren i den her sag, for demokrati er ikke at bruge sit flertal til at trumfe mindretallet. Demokrati er at finde løsninger gennem dialog og samtale, lød det fra Holmer.

Hånden ud

Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer af de to sociale udvalg var bemærkelsesværdigt tavse under debatten, som borgmesteren tog på vegne af de to partier.

Han konstaterede, at "det ikke er de to udvalgsformænds fortjeneste", at sagen om brugen af konsulenterne nu skal endnu en tur gennem de to sociale udvalg.

- Det er Venstre og DF, der rækker hånden ud her, og det håber jeg vil blive taget godt imod, sagde han til Benny Dalls tydelige irritation.

- Hvis det er din tilgang til, hvordan jeg passer mit arbejde som udvalgsformand, så har vi noget, vi skal tale om et andet sted end her. I den her sag var der tale om, at man absolut ville statuere et flertal, der bestemmer, og få formanden til at ligne en idiot, sagde han vredt.

Konsulenterne

  • I lighed med andre kommuner indgik Kolding i maj og september sidste år to kontrakter med det private konsulentfirma Brorson Consult.
  • Målet var, at konsulenterne skulle finde besparelser på udgifter til f.eks. bosteder og opholdssteder ved at forhandle bedre priser på plads med udbyderne. Konsulenternes løn afhænger bl.a. af de besparelser, de opnår.
  • Siden har Social- og indenrigsministeriet bedt Ankestyrelsen vurdere, om disse aftaler er lovlige. Svaret er ikke kommet endnu.
  • Derfor satte Koldings politikere i december sidste år samarbejdet med konsulenterne på pause.
  • I sidste uge besluttede V og DF, at samarbejdet skulle genoptages.
  • Fredag fortrød V og DF. Nu er der lagt op til, at Kolding Kommunes egne medarbejdere skal opkvalificeres til at forhandle bedre priser på plads.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce