Annonce
Sport

Skarp Santos nedlægger Esbjerg i Parken

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
FC København indledte svagt mod Esbjerg, men mestrene rejste sig og vandt med 3-1 over bundholdet.

FC København holder fortsat trit med førerholdet FC Midtjylland i toppen af Superligaen.

Søndag slog de regerende mestre på eget græs Esbjerg med 3-1 efter en knapt så prangende indsats af københavnerne.

Michael Santos scorede to gange for værterne, inden Pieros Sotiriou slog sejren fast på et hovedstød i slutminutterne. Til sidst reducerede Yuri Yakovenko for Esbjerg.

Gæsterne fra bunden af ligaen led en lidt hård skæbne, for det var dem, der ville mest og skabte mest før pausen.

FCK-træner Ståle Solbakken var flere gange ude ved sidelinjen for at råbe sine spillere an.

Nordmanden kunne se Esbjerg spille sig til to nærgående hovedstød - et på overliggeren fra Mohammed Dauda og et forbi stolpen fra Joni Kauko - før hans hold gjorde væsen af sig.

Det var efter 20 minutter, hvor Santos bragte værterne foran med 1-0.

Viktor Fischer forsøgte først med et hårdt skud ved nærmeste stolpe, som Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg kun fik blokeret. Bolden sprang ud i feltet, hvor Santos fra nært hold scorede.

Det var stik imod spil og chancer, at FCK tog føringen. Værterne havde virket en smule kyst af de årvågne Esbjerg-spillere, der fik presset FCK-spillerne til nemme boldtab.

Esbjerg havde flere udmærkede forsøg frem mod pausen, men chancerne ebbede ud i anden halvleg.

Her lykkedes det dygtigt FCK at kontrollere kampen hjem, og efter godt en times spil øgede værterne til 2-0 på et veludført kontraangreb.

Anfører Carlos Zeca sendte Santos afsted, og Uruguay-spilleren udnyttede friløberen til at gøre det til 2-0.

Fem minutter før tid øgede indskiftede Pieros Sotiriou til 3-0 på et hovedstød.

I de sidste sekunder lykkedes det Esbjergs Yuri Yakovenko at reducere til 1-3 på et fremragende langskud.

Nicklas Bendtner var for anden gang i startopstillingen for FCK i Superligaen, men angriberen fik ikke skabt det store. Efter nu sammenlagt 200 minutter i landets bedste række har Bendtner endnu ikke scoret.

FCK har i hele sæsonen været hårdt plaget af skader, og søndag måtte midterforsvareren Andreas Bjelland trække sig tidligt og lade sig udskifte midtvejs i første halvleg.

Sejren bringer FCK op på 28 point efter 13 spillerunder. Københavnerne har et færre end FC Midtjylland, der mandag møder Randers FC.

FCK skal på torsdag forsøge at følge op på en god start i Europa Leagues gruppespil, når holdet gæster Dynamo Kiev. FCK har fire point efter de to første gruppekampe.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce