Annonce
Sønderborg

Skatteøen

Folketetatrets opsætning af Skatteøen vækkede gode minder hos anmelderen. PR-foto
Annonce

Sønderborg: Det er vinterferie uden skygge af sne eller udsigt til frost. Tværtimod regner det i stride strømme, og hvad gør man så, når børnene har skolefri, og man ikke skal på skiferie i Norge, Sverige eller Østrig? Naturligvis - man går i teatret med forældre eller bedsteforældre. Det var en stor glæde at se teatersalen i Sønderborg stuvende fuld af forventningsfulde glade børn og deres voksne. Jeg sad ved siden af en far og hans 10-årige datter, der nød oplevelsen sammen. Der er helt sikkert en masse at snakke om bagefter og senere hen i livet, vil hun måske huske Skatteøen med sin far som et kært minde.

Og hvilken oplevelse – Skatteøen er drama, slagsmål, skurke, det bedre borgerskab, poesi og en masse dejlig musik. På scenen stod to kanoner, den store vindrose var malet på bagtæppet,og til siderne var der stiger, træværk og sejl. Scenografien var dygtigt lavet, så vi lynhurtigt kunne være om bord på et skib, befinde os i en kro eller i et fort. Forestillingen begynder med bulder og brag fra kanonerne, det tordner og lyner. Man er i den grad klar over, at her kommer dramatik for alle penge.

Lynhurtigt rulles kanonerne ud, borde og bænke sættes ind, og vi er i Mrs. Hawkins' kro. Hun klarer kroen sammen med sin søn Jim, en sød lidt godtroende dreng. Så kommer Bill Bones ind i kroen med sin rejsekiste, flere gutter kommer til, der opstår slagsmål og tummel, og det går så hårdt til, at Sorte Hund mister et par fingre, som Bill kaster ned i et krus rom – humoren fejler ikke noget – og Bill selv, dør af druk konstaterer lægen Livesey tørt. Men kisten er interessant, Jim finder skattekortet, og nu må de have hjælp af doktor Livesay og godsejeren Trelawney, for hvad gør man med sådan et stykke papir?

Annonce

Betændt forsamling

De to engelske gentlemen er vant til at handle og tage beslutninger, og snart er det gode skib Hispaniola klar til at tage af sted på det Caribiske hav med admiral Trelawney, skibslægen Livesey, kaptajn, skibsdrengen Jim og den forklædte kok, piraten John Silver, og hans sørøverbesætning. At det er en betændt forsamling går først op for de fine herrer, da Jim fra æbletønden overhører Silvers plan om mytteri og overtagelse af skattekortet for selv at få fingre i skatten.

Alle figurerne er ret stereotype og bliver i deres roller, pånær Jim. Han bliver langsomt klar over menneskers rænker og dobbeltspil og lærer en del om, hvordan man skal sno sig. Men han bevarer sin ærlighed og gode hjerte, så derfor har han heldet og lykken med sig, idet han møder Ben Gun, der blev sat i land på øen og ladt tilbage af John Silver for tre år siden. Han brugte sin tid godt, fandt skatten og flyttede den, så da John Silver har udført sin skumle plan og fundet skatten, må han og hans skurkagtige mandskab stå med en lang næse, og Jim kan sammen med admiralen, kaptajnen, lægen, Ben Gun – og John Silver (idet Jim lægger et reb ud til ham som tak fordi han reddede Jim fra det vilde mandskab og forbandt hans sår) tage hjem til Good old England.

Folketeatret spiller Skatteøen hver femte år, og nogen af os ikke helt unge kan huske Lis Sørensen synge Fuld af nattens stjerner. Denne gang var det Szhirley, og duetten med Jim står tilbage i erindringen, fordi den er så smuk, og fordi den rummer længslen efter sønnen og hans efter mor, der står på en anden side af det transparente skattekort og synger Hispaniola. Stykket er fuld af Sebastians vidunderlige musik og sange, som man genkender og næsten synger med på. Jim Hawkins spilles af Jacob Spang Olsen med dygtighed, behændighed og musikalitet, så han virkelig lever op til hovedrollen. John Silver, den skurk, spillet af Kasper Leisner, er lige præcis så farlig, dobbelttydig og durkdreven, så man på trods af hans piratperson alligevel har lidt til overs for ham. Ben Gun og ostesangen hører uhjælpelig sammen. Det er så hylemorsomt, at et menneske, der har været alene på en øde ø i tre år tænker på ost.

Annonce

Skøn oplevelse

De meget nationalt bevidste englænderes sang om ærlige englændere, der gør deres pligt og holder ord, lyder lidt hult i disse Brexittider, men måske de sætter det i relief, selv om det ikke har noget med forestillingen Skatteøen at gøre.

Tilbage står en skøn oplevelse med Sebastians dejlige musik, Preben Harris' suveræne dramatisering og Terry Parsons gode iscenesættelse, veloplagte og velsyngende skuespillere, dramatik, spænding, bulder og brag og poesi. Jeg så min egen søn i stykket for 30 år siden, så det er et stykke, der vækker gode minder. Jo, det var virkelig en på alle måder herlig oplevelse i en regnfuld vinterferie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce