Annonce
Esbjerg

Skechers ny hovedsponsor for Vestkystløbet

Her ses den administrerede direktør Peter Jørgensen i en meget afslappet situation, men mon ikke han snører løbeskoene søndag den 2. juni og er med i den 45. udgave af Vestkystløbet. Arkivfoto
Der er indgået en ét-årig aftale med Sports Connection, som er den officielle distributør for det amerikanske skomærke Skechers i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Esbjerg: Vestkystløbet, som arrangeres af Esbjerg Atletik og Motion og Esbjerg Firmaidræt, har fået en ny hovedsponsor, der passer som fod i hose.

Der er nemlig indgået en ét-årig aftale med Sports Connection, som er den officielle distributør for det amerikanske skomærke Skechers i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Hverken formanden for Vestkystløbet, Jens Lykke, eller den 29-årige Nordic Marketing Manager hos Skechers, Hanne Sørensen, ønsker at oplyse størrelsen på det kontante beløb, men Hanne Sørensen siger, at hun sagtens kan forestille sig, at aftalen bliver af længere varighed.

Skechers er et fremadstormende amerikansk skofirma med hovedkontor i Manhattan Beach i Californien. Skechers blev etableret i 1992 og dækker i dag over et bredt sortiment af alle slags sko til mænd, kvinder og børn i hele verden. I oktober flyttede det nordiske hovedkontor fra Bramming til Esbjerg i de lokaler, som CJC Papir tidligere har haft i bunden af Kvaglundvej.

Annonce

Har flere sponsorater

Skechers er blandt andet sponsor for Team Esbjerg, Ribe-Esbjerg HH, EfB og Esbjerg Energy, men har også en del individuelle kontrakter.

Det gælder for eksempel triatleten Maja Stage Nielsen og maratonløberne Jesper Hahn Jensen og Torben Glass Nielsen.

45 medarbejdere i Esbjerg

- Vi har i alt lejet 7.000 kvadratmeter, hvoraf lager og kontorer udgør de 5.000,fortæller den administrerende direktør, Peter Jørgensen.

Lejemålet gælder i 10 år, og en flytning fra Bramming var nødvendig på grund af pladsmangel. Der er nu 45 medarbejdere ansat i Esbjerg, hvor Skechers har tredoblet arealet i forhold til Industrivej i Bramming. Cirka 15 af medarbejderne kommer fra Bramming.

- Skechers har lige fået to nye butikker i Danmark, således at antallet kommer op på 20. De nyåbnede butikker ligger i Aalborg og Herning, mens Skechers her i området er repræsenteret med butikker i Broen Shopping i Esbjerg og i Kolding Storcenter, oplyser Hanne Sørensen.

- Aftalen med Skechers betyder rigtig meget for Vestkystløbet, fordi Vattenfall ikke har ønsket at forlænge sponsoratet, fortæller Jens Lykke. Det betyder, at Vestkystløbet fortsat har tre hovedsponsorer. De er - udover det amerikanske skomærke - Sydbank og JydskeVestkysten, som har været sponsorer siden begyndelsen i 1975.

Løb for 45. gang

Vestkystløbet afvikles i år for 45. gang søndag den 2. juni, hvor Skechers har en stand, hvor de præsenterer deres løbesko.

- Vi vil også prøve på at stable et løbehold på benene, så vi bliver flot repræsenteret, siger Hanne Sørensen.

Den administrerende direktør Peter Jørgensen har deltaget i Vestkystløbet omkring en halv snes gange, og mon ikke han stiller op igen. Han er nemlig bedst i det lange løb.

- I Skechers vil vi gerne være folkelige, så Vestkystløbet er lige noget for os. Der er altid en god stemning under arrangementet, som foregår i et dejligt område, lyder det fra Peter Jørgensen.

Vestkystløbet samlede det første år i 1975 blot 419 tilmeldte, mens der var 6.550 med sidste år. Rekorden er 13.529, og den blev sat i 2009. Flere gange har der været over 10.000 tilmeldte og lige så mange tilskuere.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce