Annonce
Sønderborg

Skinnende nostalgi på stribe

Kirsten Hansen og Hans Møller Hansen - alias Hr. Flymøller ved hver deres Ford A. Den bilmodel var årets tema til Oldtimerløbet i Gråsten.Foto: Timo Battefeld
For 29. gang var der samlet godt 1000 flotte og sjove veteranbiler på Ringriderpladsen i Gråsten til årets Oldtimerløb. Her var både gamle Ford A og en bil med filmhistorie.

Gråsten: Solen var ikke helt fri af skyerne lørdag formiddag, da de sidste veteranbiler trillede ind på en næsten fyldt ringriderplads i hjertet af Gråsten. Men alligevel strålede skinnende krom om kap og tændte lys i øjnene hos både deltagere og tilskuere til en smuk hobby.

- Vi havde vel godt 700 tilmeldte forud, og så er der stille og roligt kommet knap 300 til de seneste timer, fortæller en glad og tilfreds PR-koordinator fra Lions Club Broager-Gråsten, Erik Krogh. Sammen med SMCC Sydjysk Motorcykel Klub er den velgørende forening arrangør af den populære begivenhed med fremvisning på ringriderpladsen og køretur langs Flensborg Fjord.

- Til næste år kan vi så fejre 30 års jubilæum, hvor vi har lidt ekstra i tankerne. Planlægningen begynder til november, tilføjer Erik Krogh.

Annonce

Oldtimerløbet 2019

Det er 29. gang at Oldtimerløbet i Gråsten gennemføres.

Løbet tiltrækker hvert år omkring 1000 veterankøretøjer med ejere fra hele landet og enkelte fra udlandet.

Arrangør er Lions Club Broager-Gråsten og SMCC Sydjysk Motorcykel Klub

Lions-klubben giver årligt penge til velgørende og humanitære formål i lokalområdet i forbindelse med løbet. I år var der således 20.000 kr. til Foreningen Fjordbo, som Danske Diakonhjem står bag samt 20.000 kr. til Alnor Strandpark og 10.000 kr. til Rinkenæs Kulturgruppe.

Klædt på til Ford A

Årets bilmærke tema er Ford A, som blev produceret fra 1928-1931. Der holdt mange på stribe og blandt dem to A'er tilhørende Kirsten Hansen og Hans Møller Hansen fra Haderslev. Sidstnævnte kendt som Hr. Flymøller, da han også flyver og købte flyvepladsen i Vamdrup tilbage i 1998. Begge er de tilmed klædt i de rette gevandter.

- Det er snart 50 år siden jeg købte min første Ford A, fortæller Hr. Flymøller, der selv er årgang 1945. Men derfor er interessen for de flotte gamle biler ikke rustet. Også fruen har egen Ford A.

- Det er da lidt sjovt at trille rundt i de gamle biler. Vamdrup Ford A Klub, som vi er medlem af, arrangerer en seks-syv udflugter årligt, men det er første gang, at vi er med til Oldtimerløbet her.

Klimabelastning skal der ikke tales om i en tid, hvor den slags ellers er højt på agendaen. Den gamle Ford A skyder en topfart på godt 100 kilometer i timen, men sluger så også en liter benzin for hver syv kilometer.

Tilbage til fremtiden

Godt 50 år længere fremme i motorhistorien finder vi Kaare Dahle fra Padborg og hans amerikanske DMC DeLorean fra 1981. Egentlig blev den produceret i Irland, men kun frem til 1983. Bag rattet sidder Kaares seksårige søn Oscar.

- Vi er begge nogle filmnørder, og jeg blev lidt vild med bilmodellen efter at have set den i "Tilbage til fremtiden"-filmene midt i 80'erne, fortæller han og tilføjer:

- Faktisk er der en film på vej om ham, der opfandt DMC. Det bliver vist med Alec Baldwin i hovedrollen.

Et par bilrækker fra den motoriserede filmhistorie sidder Poul Thomsen med en knap så prangende, men mindst lige så vigtig bil. En Lloyd 600 årgang 1958. Blot en af adskillige tusinde, som frem til 1961 blev kørt af samlebånd fra Borgward-koncernen i tyske Bremen.

- Det var faktisk den tredjemest indregistrerede bil i Tyskland i 50'erne kun overgået af Volkswagen og Opel, forklarer Poul Thomsen, der også har taget søn og kone med fra Vissenbjerg.

- Den ka' sgu rende 120 kilometer i timen, slutter Thomsen, der har istandsat ret så mange af den tidligere så populære tyske folkeeje.

Mange havde en maskot eller to på bagsædet.Foto: Timo Battefeld
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce