Annonce
Danmark

Skipper: Ret til nedsat tid er afgørende brik i Arne-forhandling

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Enhedslisten ser mulighed for aftale om ret til tidlig pension, hvis den udvides med ret til nedsat tid.
Annonce

Står det til regeringen, så skal der helst lande en aftale om ret til tidlig pension i den kommende uge.

Men de partier, der kan skaffe regeringen flertal, ønsker at udvide regeringens forslag, så flere end Arne og hans gruppe bliver omfattet.

Både Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti har i forhandlingerne krævet af regeringen, at flere personer skal have mulighed for tidlig tilbagetrækning. Samtidig kritiserer partierne regeringen udspil for at skære store faggrupper som sygeplejersker og pædagoger fra.

Men der kan findes en løsning, mener Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper. Hun foreslår at udvide regeringens forslag med en ret til at gå på nedsat tid. Den skal gælde, hvis man har været 35 år på arbejdsmarkedet, når man fylder 61 år.

- Vi kommer med forslaget om en ret til nedsat tid, fordi regeringens forslag kun hjælper dem, der er kommet på arbejdsmarkedet, før de fyldte 20 år.

- Der er også andre faggrupper, der har behov for at få en hjælpende hånd sidst i arbejdslivet. Det er personer, som har meget nedslidende job, men ikke er omfattet af regeringens forslag. Det gælder blandt andet sygeplejersker og pædagoger, siger Pernille Skipper.

Enhedslisten foreslår konkret, at man får ret til supplerende dagpenge i op til 17 timer per uge svarende til nedgangen i timetallet.

Spørgsmål: Kommer mange så ikke til at gå ned i løn, hvis de vælger jeres model?

- For nogle vil det betyde, at man går ned i løn, fordi man går ned i timer. Så får man en kompensation via supplerende dagpenge. Så foreslår vi, at man optjener pension på de supplerende dagpenge oveni, så især de kvindefag, der har meget lave pensionsopsparinger, ikke kommer til at lide voldsomt meget på den konto, siger Pernille Skipper.

Spørgsmål: Der er allerede mange på deltid, som selv betaler for det ved ikke at få fuld løn. Hvorfor skal nogle grupper have mulighed for at få dagpenge?

- Det her er et spørgsmål om at give mulighed for nedsat tid, når man har arbejdet i mange år. Jeg tror, de fleste efterhånden har hørt historierne om de mennesker, som har arbejdet rigtigt hårdt og kan mærke det i krop og i sjæl og i psyke.

- Hvis de skal have mulighed for at få nogle gode år på pension, så skal vi tage hånd om dem sidst i arbejdslivet via en ret til delvis tilbagetrækning, siger Pernille Skipper.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce