Annonce
Sønderborg

Skitser til nyt sognehus præsenteres

Tidligere boede kirkegårdslederen her i huset bag Ejler Skjerning. Nu ønsker menighedsrådet at bruge grunden til sognehus. Arkivfoto: Timo Battefeld
Torsdag 28. november fremviser Sct. Marie Kirkes menighedsråd forslag fra tre forskellige arkitekter. Kom gerne med kommentarer, opfordrer formanden.

Sønderborg: Kirkekaffe efter gudstjeneste i Sct. Marie Kirke er noget, kirkegængerne i årevis har måttet indtage stående eller siddende på de hårde kirkebænke. For det nuværende menighedshus ligger i Østergade så langt væk fra kirken, at ældre og bevægelseshæmmede skal køre dertil i bil.

Men om godt et års tid håber Ejler Skjerning, at kirkegængerne, konfirmander og deltagere i kirkens mange arrangementer kan gå over kirkepladsen til et nybygget sognehus ved kirkegården.

Torsdag 28. november kan man til et menighedsmøde se, hvordan tre arkitektfirmaer forestiller sig, at det nye sognehus kan se ud. Menighedsrådet viser plancher af henholdsvis to byggerier i ét plan og et tredje delvis i to planer.

- De er forskellige, men fine alle tre. Nu arbejder vi dem grundigt igennem, og vi har endnu ikke truffet en beslutning om, hvilket vi vælger. For vi vil gerne også høre menigheden. Så kom og se plancherne, og giv os gerne kommentarer, opfordrer Ejler Skjerning de godt 7.000 medlemmer af folkekirken, som hører under Sct. Marie Sogn.

Annonce

To fra Aabenraa, et fra Aarhus

De tre arkitektfirmaer, som er kommet med bud på nyt sognehus er:

Zeni Arkitekter, Aabenraa. Har tegnet den kommende udbygning af Ahlmannsparken i Gråsten, Multikulturhuset i Sønderborg og VUC Sønderborg.

Tegnestuen Mejeriet, Kolding. Står bag ungdomskulturhuset Mejeriet og det kommende nye Deutsches Museum, begge i Sønderborg.

Weile Arkitekter, Aabenraa. Har tegnet multihal på Dybbøl-Skolen og botilbuddet Flintholm, Nordborg.

Valg inden nytår

- Det er det vigtigt for os, at alle bliver hørt. Både sognets medlemmer og de ansatte, der skal bruge sognehuset. Der kan jo komme gode ideer frem, vi ikke selv har tænkt på, fremhæver han.

Menighedsrådet har hyret byggerådgiver Morten Hørlyck, som tidligere har været engageret i opførelse af andre sognehuse i Sønderborg Provsti. Sammen med et byggeudvalg skal han styre processen. Formanden Ejler Skjerning forventer, at menighedsrådet inden nytår har truffet et valg mellem de tre forslag, evt. tilpasset kommentarer og ideer fra menighedsmødet 28. november.

Menighedsrådet vil opføre et 400 kvadratmeter stort sognehus bag Sct. Marie Kirkes kapel på Kirke Allé. Her ligger en bygning, som tidligere var bolig for kirkegårdslederen, men i dag bruges til kontor og opholdsrum af kirkegårdens ansatte. Der er også drivhus, garage og en værkstedsbygning.

Sønderborg Provsti har givet tilsagn om lån til byggeriet, der forventes at ville koste omkring 17 millioner kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Esbjerg

Video: Molboarbejde med massive vandmasser: Bilka-kryds oversvømmet da store regnmængder blev pumpet i ring

Annonce