Annonce
Tarm

Handelsforening og udviklingsforum er utilfredse med lappeløsninger på hovedgaden

Skjern Handelsforening er ikke tilfreds med Ringkøbing-Skjern Kommunes løsningsforslag på huller i asfalten foran Fakta i Skjern. I stedet for brun asfalt ønsker handelsforeningen fliser og chaussestensbelægning. Foto: Jørgen Kirk
De sorte asfaltlapper på hovedgaden i Skjern skal udskiftes med noget mindre i øjnefaldende. Det mener Skjern Handelsforening og Skjern Udviklingsforum. Et forslag fra kommunen er at erstatte med brun asfalt, men det er ikke en brugbar løsning, mener foreningern, som i stedet ønsker ensformighed. Formand for teknik- og miljøudvalget tror, der kan findes en holdbar løsning.

SKJERN: Der er ingen smalle steder i Bredgade, lyder en velkendt talemåde. Men der ér huller i Bredgade i Skjern, nærmere bestemt foran Fakta.

Tidens tand har bidt sit mærke i flere af fliserne på Bredgade, som er revnet. Løsningen fra kommunens side blev at fylde hullerne med sort asfalt. Det er ikke en løsning, man er tilfreds med hos Skjern Udviklingsforum og Skjern Handelsforening.

- Det er ikke nogen stor sag, men for os vil det bare syne godt, hvis byens belægning ser ens ud, siger bychef Mette Christensen fra Skjern Handelsforening.

- Vi synes, det er en skam, at det her sorte normale asfalt er kommet i, fordi vi har så flot en belægning i bymidten. Det (bymidten, red.) er noget, man lægger mærke til, og det er dét, der kendetegner Skjern, siger Mette Christensen.

Derfor har Skjern Handelsforening og Skjern Udviklingsforum ad flere omgange henvendt sig til og haft møder med kommunen for at få udbedret vejen med mere iøjenfaldende løsninger.

Annonce
Hvis Bredgade bliver repareret med en lappeløsning, vil det ifølge handelsforeningen signalere, at Skjern er en by i afvikling i stedet for udvikling. Foto: Jørgen Kirk

Ligner en by under afvikling

Det har dog vist sig mere udfordrende end som så. Den mest optimale ville være bare at erstatte de ødelagte fliser med nogle tilsvarende, men de er ikke til at opdrive mere, fortæller asfaltansvarlig hos kommunens Vej og Park-afdeling, Bent Sørensen.

Derfor har man foreslået at fylde en brunlig asfaltbelægning med små sten i hullerne.

- Det ligner det, der er i hovedgaden nu; Der er bare ingen fuger i, fordi det er heldækkende, siger Bent Sørensen.

Selvom løsningsforslaget endnu ikke har været forelagt kommunens teknik- og miljøudvalg, så er det ikke et løsningsforslag, der bliver taget vel imod hos Skjern Handelsforening og Skjern udviklingsforum.

- Vi er kede af, hvis det bliver en lappeløsning. Det vil signalere en by lidt under afvikling i stedet for udvikling, siger Mette Christensen.

Ønsker fliser og sten

Fra foreningernes side er forslaget, at man i stedet for den brune asfalt lægger nye fliser og chaussesten, som passer bedre i tråd med Skjern bymidtes nuværende belægning.

Det vil være en løsning, der ifølge bychef Mette Christensen og formand for Skjern Udviklingsforum, Lars Foged, ikke ville være dyrere end den brune asfalt.

Hos kommunen er man dog ikke kommet så vidt, at man er begyndt at kigge på løsningsforslagene endnu. Her er sagen, som behandles som en driftssag og derfor som udgangspunkt ikke kommer for teknik- og miljøudvalget, stadig i undersøgelsesfasen.

Formanden for teknik- og miljøudvalget John G. Christensen (S) forklarer, at den brune asfalt er foreslået af administrationen for at sikre, at underlaget på Bredgade ikke skrider, når tunge køretøjer som busser og lastbiler kører på Bredgade.

- Der er ikke truffet afgørelse om noget som helst, men det bliver der gjort i løbet efteråret, siger John G. Christensen.

Formanden for teknik- og miljøudvalget, John G. Christensen (S), fortæller, at der i løbet af efteråret kommer en løsning omkring belægningen på Bredgade. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce