Annonce
Kolding

Skole advarer: Børnelokker brugte populært skydespil til at få skoledrenge til at sende intime billeder

Ledelsen på Lyshøjskolen har per mail informeret samtlige forældre til elever i 5.-9. klasse om den digitale børnelokker. Desuden er eleverne også blevet informeret, og de ansatte på skolen har snakket med dem om adfærden hos den mand, der lokkede drenge til at sende intime optagelser af dem selv til ham. Arkivfoto: Martin Ravn
Lyshøjskolen har sendt en advarsel ud til hundredvis af forældre. Flere drenge på skolen er via spillet CS GO kommet i kontakt med en voksen, der købte spilleting til dem og samtidig lokkede dem til at sende intime optagelser af dem selv.

Kolding: Flere drenge på Koldings største skole, Lyshøjskolen, er kommet i kløerne på en digital børnelokker, der på snedig vis har lokket drengene til at sende intime optagelser af sig selv til manden.

Nu går skolens ledelse ud og advarer forældre og elever på skolen mod den krænkende adfærd, som er foregået i elevernes fritid via det meget populære skydespil CS GO.

Torsdag sidst på dagen sendte afdelingslederen for udskolingen en mail ud til samtlige forældre til elever i 5.-9. klasse og fortalte her, at man har konstateret, at en mand har taget kontakt med flere drenge, der spillede CS GO.

Via spillet opbyggede manden et bånd til eleverne og betalte spil og de såkaldte skins, der for eksempel kan være særlige farver eller overflader på de våben, man bruger i spillet, for drengene.

Herefter opkrævede han betaling for sine gaver til de unge i form af optagelser, som drengene skulle lave af dem selv. I starten kunne det være uskyldige optagelser som for eksempel en optagelse af en dreng, der hopper på et ben. Men senere krævede han, at drengene skulle sende ham ganske grænseoverskridende og intime optagelser, og det har flere drenge gjort.

Annonce

Politianmeldelse

  • Lyshøjskolens ledelse har haft fat i politiet og har viderebragt følgende information til de mange forældre, der har fået advarslen om den digitale børnelokker:
  • Er ens barn blevet digitalt krænket ved f.eks. at have sendt intime billeder eller optagelser af sig selv til den mand, der har lokket via CS GO, skal man anmelde det til politiet elektronisk. Det er kun elektroniske anmeldelser i disse sager, der registreres, og de behandles af Rigspolitiet.
  • Vil man melde en episode, skal man gå ind på www.politi.dk og videre til siden It-relaterede seksualforbrydelser, hvor man kan anmelde det.

Meld det til politiet

Afdelingsleder Lisbeth Askjær-Hansen ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvilke billeder og optagelser drengene har sendt, eller præcist hvilke klassetrin de pågældende drenge går på. Hun slår dog fast, at der er tale om intime billeder, og i mailen til forældrene skriver hun, at manden bad drengene "filme grænseoverskridende, intime handlinger".

Hun peger på, at CS GO er temmelig udbredt allerede fra 4.-5. årgang, og derfor har man fra skolens side skrevet til forældre fra 5. klasse og op.

Skolens ansatte blev opmærksomme på drengenes oplevelser, da de blev kontaktet af flere forældre, hvis børn fortalte om, at de havde haft kontakt med den digitale børnelokker.

Herefter har Lisbeth Askjær-Hansen været i kontakt med politiet, og i sin mail opfordrer hun alle forældre, hvis børn har sendt optagelser til drengene, om at melde det til politiet.

Drenge var samlet

- Det her er en reminder om, at vi alle er opmærksomme omkring, hvad vores børn laver, for det er en verden, de ikke altid kan finde ud af, hvordan man agerer i. Som forældre har man et stort ansvar, men som skole tager vi selvfølgelig også ansvar for elevernes digitale dannelse, siger Lisbeth Askjær-Hansen og opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om sagen.

Torsdag havde hun alle drenge fra 7.-9. klasse samlet til en snak om, hvad der er foregået.

- Jeg snakkede blandt andet med dem om, at det er sjældent, at noget er gratis og om hans adfærd. For manden har sandsynligvis skiftet kaldenavn på nettet, siden det her skete, fortæller Lisbeth Askjær-Hansen og tilføjer, at lærerne på skolen er opmærksomme på at snakke med eleverne om deres egen og andres adfærd på digitale medier.

Også eleverne i 5. og 6. klasse bliver informeret om hændelserne og om, at de skal være agtpågivende på nettet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce