Annonce
Kolding

Skole vil ansætte pensionist til at hygge i SFO'en om morgenen

Skoleleder Wilhelm Hallum, der 1. september rykker til Realskolen i Kolding, håber, at en eller to pensionister med et godt hygge-gen og kærlighed til børn kan starte i skolens SFO om morgenen efter sommerferien. Det vil være med til at skabe en mere rolig morgen for børnene før skoledagens start, mener han. Arkivfoto: Søren Gylling
Kongsbjergskolen i Lunderskov søger efter en-to lokale pensionister til at komme og hygge om børnene i skolens SFO om morgenen. De skal være med til at give børnene en roligere start på dagen.
Annonce

Lunderskov: En eller to rolige, tålmodige pensionister, der er glade for børn, og som udstråler en ro og et nærvær, der har en positiv indvirkning på de børn, de er sammen med.

På Kongsbjergskolen i Lunderskov ønsker de sig det ovennævnte, når børn og ansatte møder ind efter skoleferien til august.

For nylig efterlyste skoleleder Wilhelm Hallum lokale pensionister, der har lyst til hver morgen mandag til fredag at bruge et par timer sammen med de børn på skolen, som møder ind i SFO'en tidligt om morgenen og tilbringer tid der, før selve skoledagen begynder.

- Det kan være en lokal bedstemor, der har et hygge-gen, som kan komme og sørge for en stille, rolig og hyggelig morgen og sørge for morgenmad. Det skal være en, der kan give tryghed, nærhed og omsorg, siger Wilhelm Hallum, der selv til september rykker videre som leder af Realskolen i Kolding som omtalt forleden.

Flere ældre har henvendt sig til ham og afdelingslederen for SFO'en, og man har haft de første samtaler.


Morgenen skaber fundamentet for dagen, og det er rart at kunne give et tilbud, hvor forældre ved, at når deres barn bliver kommer her, så får de en rolig start på dagen.

Wilhelm Hallum, skoleleder


Skoleledelsen har lagt op til, at den eller de ældre, der skal ansættes, selv kan vælge, om vedkommende vil arbejde frivilligt indenfor de regler, der er, eller om vedkommende vil ansættes som pædagogmedhjælper i cirka to timer om morgenen.

Annonce

Livserfaring

Der vil fortsat være fast, pædagogisk personale på arbejde om morgenen, men frigiver ansættelsen af en pensionist lidt ekstra kræfter, vil der blive flyttet timer til eftermiddags-SFO'en, hvor man gerne vil sætte flere pædagogiske aktiviteter i gang efter nogle måneder, hvor SFO'en på grund af corona har været lidt prioriteret lidt lavere.

- Tankesættet er at få en pensionist med livserfaring, som kan komme ind med en kærlighed til børn og den fornødne ro. Det kan være at skabe en mere rolig morgen for børnene og måske give et miljø, hvor de er mere læringsparate, når skolen starter. Det er dejligt, hvis der er et SFO-miljø, hvor de har det godt og trygt, fortæller Wilhelm Hallum.

Han peger på, at de fleste kender til lidt for hektiske morgener, der er med til at gøre resten af dagen lidt skæv.

Annonce

Fundament for dagen

- Morgenen skaber fundamentet for dagen, og det er rart at kunne give et tilbud, hvor forældre ved, at når deres barn bliver kommer her, så får de en rolig start på dagen, mener Wilhelm Hallum.

Hvordan kan I have penge til at ansætte ekstra personale i form af en pensionist, der skal hygge om børnene?

- Det her er flødeskum i hverdagen. Vi har nogle ressourcer og midler, og de skal ud at gøre gavn blandt børnene. Gennem den seneste årrække har vi haft en sund tilgang til økonomien, og så er det altså lettere at få tingene til at køre, siger skolelederen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce