Annonce
Tønder

Skolebyggeri: Rådgiver tager bladet fra munden

Rådgivningsfirmaet Friis & Moltke tager nu bladet fra munden i forhold til den kritik, der på det seneste har ramt firmaet i forbindelse med byggeriet af en ny skole i Skærbæk. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Friis & Moltke, som er rådgiver på det problemfyldte skolebyggeri i Skærbæk, forholder sig nu i detaljer til Tønder Kommunes kritik.

Skærbæk: Tønder Kommunes rådgiver i forhold til skolebyggeriet i Skærbæk, Friis & Moltke, tager nu bladet fra munden i forhold til den kritik, der har ramt firmaet, efter at det står klart, at skolebyggeriet blive dyrere end forventet og forsinkes.

Arkitekt og tegnestuechef, Mogens Husted Kristensen, har således på vegne af rådgiveren sendt en pressemeddelelse, hvor der tages afstand til kommunens håndtering af sagen.

- Friis & Moltke og vores rådgiverteam er gennem de seneste måneder blevet udsat for alvorlige beskyldninger fra forskellige sider i Tønder kommune. Vi har hidtil valgt at undgå en åbenlys og ukonstruktiv konflikt med Tønder kommune, og derfor også undladt at gå offentligt i rette med beskyldningerne. Beskyldningerne fortsætter desværre, senest på byrådsmødet 7. maj 2020. Det handler først og fremmest om ansvaret for de tidsmæssige og økonomiske udfordringer som skolebyggeriet er ramt af, og at Tønder kommune ikke skulle have fået information om situationens udvikling, skriver arkitektfirmaet.

- Et forsikringsspørgsmål vedrørende ansvar for fordyrelse af en teknisk facadeopbygning på skolen er desuden ikke faldet ud i kommunens favør, og det har også skabt frustrationer hos politikere og andre i Tønder kommune, står der i pressemeddelelsen.

- Da Friis & Moltke nu får henvendelser fra kunder og samarbejdspartnere, der naturligvis stoler på, at Tønder Kommunes oplysninger til pressen og offentligheden er korrekte, ser vi os desværre nødsaget til at dokumentere, at beskyldningerne om rådgivernes negative rolle og ansvar for problemerne er forkerte, oplyser Friis & Moltke.

Da Friis & Moltke nu får henvendelser fra kunder og samarbejdspartnere, der naturligvis stoler på, at Tønder Kommunes oplysninger til pressen og offentligheden er korrekte, ser vi os desværre nødsaget til at dokumentere, at beskyldningerne om rådgivernes negative rolle og ansvar for problemerne er forkerte.

Friis & Moltke i en pressemeddelelse

Rådgiver: Vi har informeret

Tønder Kommune har tidligere i en pressemeddelelse skrevet, at beskeden om en ekstraregning på mindst tre millioner kroner kommer bag på og skuffer kommunen - til det skriver Friis & Moltke:

- Det er kommunens eget embedsværk, der forklarer og informerer styregruppen vedrørende projektets status. Det sker på grundlag af de informationer, embedsværket løbende modtager fra rådgiverne. Der er fremsendt omfattende og uddybende dokumentation vedrørende projektets alvorlige udvikling, der kræver bygherres stillingtagen og aktion, men informationerne er åbenbart ikke fuldt ud nået frem til styregruppen.

- Advarslerne og rådgivernes forslag til løsninger og afhjælpning er dokumenteret i en dokument-tidslinje, der begynder med advarsler i december 2019 og fortsætter til i dag. Tidslinjen er fremsendt til Tønder kommune, oplyser arkitektfirmaet.

Friis & Moltke mener, at bygherren Tønder Kommune bærer et væsentligt ansvar for problemerne vedrørende skolebyggeriet.

- Bygherrens egne budgetposter til uforudseelige udgifter og vejrligsforanstaltninger er fastsat meget lavt og er for længst opbrugt. I en byggeperiode uden regn, sne eller frost kunne budgettet måske også have været tilstrækkeligt, men vejret viste sig fra byggeriets begyndelse i 2019 til langt ind i foråret 2020 fra den mest regnfulde side nogensinde, og pengene er derfor for længst brugt. Det har belastet økonomien og især tidsplanen, skriver Friis & Moltke.

Annonce

Ærgrelser

Friis & Moltke anfører i pressemeddelelsen, at det er en professionel bygherres ansvar at fastlægge et realistisk budget og at træffe de nødvendige beslutninger undervejs i projektet.

- Da anmodning om vitale beslutninger bliver ignoreret af bygherren, reduceres mulighederne for at yde god rådgivning, men vi prøver naturligvis fortsat, skriver Friis & Moltke.

- Det er vores indtryk, at kommunens eget professionelle embedsværk ikke har haft de nødvendige ressourcer, beføjelser eller muligheder for at agere hensigtsmæssigt som bygherre, og at embedsværket undervejs er blevet frataget de nødvendige beføjelser. Det har givet ærgrelser og negative konsekvenser for samarbejdet, projektets tid og økonomi samt et voldsomt ekstra ressourceforbrug for rådgiverne.

Hvem der i givet fald skulle have frataget embedsværket beføjelser, kan Mogens Husted Kristensen ikke sige. Han peger på, at det i givet fald må være nogle højere oppe i organisationen.

- Det er en ren formodning, at det er sådan, det foregår. For ellers kan vi ikke forstå, hvorfor man ikke svarer på den korrespondance, der bliver fremsendt og ikke agerer på det heller, fortæller Mogens Husted Kristensen.

Friis & Moltke glæder sig over, at Tønder Kommune har valgt at færdiggøre skolen, som den er tænkt.

- Vi vil fra rådgivernes side bidrage til, at det kan lykkes, og at det bliver i positivt samarbejde. Der er fra Tønder Kommune taget initiativ til lægge en plan sammen med rådgiverne. Det glæder os, og vi ser frem til at se den nye Skærbæk skole fyldt med børn og voksne, og følge dem i de store pædagogiske og oplevelsesmæssige kvaliteter, skolen vil byde på, skriver rådgiveren.

Annonce

Borgmester: Deres version

Borgmester Henrik Frandsen siger følgende om Friis & Moltkes udmeldinger.

- Der er jo ingen tvivl om, at det er jo selvfølgelig deres version, som de gerne vil fremføre her. Det har de da selvfølgelig ret til at gøre.

- Det viser netop vigtigheden af, at vi får lavet den undersøgelse, hvor alle sten bliver vendt i den her sag, siger borgmesteren, der har igangsat en undersøgelse af hele sagsforløbet.

Efter at Friis & Moltke har taget bladet fra munden, er han ekstra glad for, at han har taget initiativ til undersøgelsen.

Han synes, det er svært at kommentere på konkrete elementer af Friis & Moltkes udmeldinger.

- Så tæt har jeg slet ikke været på projektet. Det har vi en byggeledelse og en projektledelse til, så det har jeg vanskeligt ved. Men til gengæld har jeg taget initiativ til, at vi får undersøgt det hele til bunds. Det tænker jeg er rigtig godt i den her situation, siger han.

- Jeg tænker mange af de ting, de rejser her, det er lige præcis noget af det, man kan kaste sig over i den undersøgelse, siger borgmesteren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Oprensning af åen forhindrer ikke oversvømmelser: - Vi kan grave åen fem meter dybere, uden at det vil gavne noget som helst

Annonce