Annonce
Billund

Skolelærer blev overfaldet af mor og fyret: Skuffet over kommunens håndtering

Det har påvirket Else Marie Jørgensen meget, at hun for lidt mere end et år siden blev udsat for et voldeligt overfald af en forælder, mens hun var på arbejde som lærer. Det har ført til sygemeldinger, og nu har Billund Kommune varslet hende en fyring på grund af sygemeldingerne. Foto: Chresten Bergh
Else Marie Jørgensen blev i foråret 2018 overfaldet, mens hun passede sit arbejde på BillundSkolen. Overfaldet førte til et sygdomsforløb, som er den direkte årsag til, at Billund Kommune har valgt at varsle hende en fyring. Det frustrerer den erfarne skolelærer, som mener, at sygdomsforløbet til dels skyldes dårlig håndtering fra kommunen.
Annonce

Billund: Onsdag den 11. april 2018 blev en på mange måder skæbnesvanger dag for Else Marie Jørgensen. Den på det tidspunkt 56-årige lærer sad kort før klokken 14 i forberedelseslokalet på BillundSkolen, hvor hun, lige som en række kolleger, var i færd med at planlægge næste dags undervisning.

Else Marie Jørgensen havde denne dag været gårdvagt, hvor en mindre konflikt havde udspillet sig mellem nogle elever i 2. klasse. En konflikt, der flere timer senere stadig ikke var ude af verden.

- Vi sidder alle ved vores computere, og pludselig går døren op med et brag, og en mor kommer gående mod mig. Det er mig, hun er vred på, fortæller Else Marie Jørgensen, der i omkring 10 minutter bliver udsat for ikke så få skældsord og det, der er værre.

- Hun skælder ud og råber og truer mig på livet. To gange siger hun, at ”jeg slår dig fandme ihjel”, og det slutter med, at hun slår mig hårdt på kinden, så jeg fik et stort, rødt mærke, som var synligt i nogle dage. Så trampede hun ellers ud af døren igen, fortæller hun.

Else Marie Jørgensen

- 57 år

.

- Bosiddende i Vester Nebel mellem Egtved og Kolding.

- Har arbejdet på BillundSkolen siden november 2017. Før det arbejdede hun i 12 år på Ålykkeskolen i Kolding og i tre år på Bramdrup Skole.

Annonce

Banal konflikt

Den oprevede mor mente, at Else Marie Jørgensen havde udsat hendes datter for vold. Læreren måtte ganske vist have fysisk fat i pigen for at løse en konflikt, men alle beskyldninger om vold er hun efterfølgende blevet renset for.

Episoden fandt sted på legepladsen, hvor pigen var blevet uenig med to jævnaldrende drenge om, hvem der havde retten til en gynge.

- Jeg havde flere gange været henne og snakke med dem og opfordre dem til at løse det. Jeg sagde, at de burde deles om den, og jeg kom med forskellige forslag til, hvordan det kunne løses, fortæller Else Marie Jørgensen.

Da konflikten mellem børnene blev fysisk, fandt Else Marie Jørgensen det nødvendigt at tage fat i pigen og fysisk flytte hende fra konflikten.

- I 2. klasse er det en utrolig banal konflikt, men det blev til, at pigen både havde fået hjernerystelse, og at jeg havde udøvet vold mod hende, sukker Else Marie Jørgensen.

Annonce

Kunne ikke garantere sikkerheden

Den efterfølgende episode, hvor Else Marie Jørgensen blev slået, blev overværet af flere af hendes kolleger, og det blev hurtigt besluttet at melde episoden til politiet. Det fik straks den pågældende mor til også at anmelde Else Marie Jørgensen for vold mod hendes datter.

Tre uger senere fik Else Marie Jørgensen besked om, at anmeldelsen mod hende ikke ville føre til nogen sag, men dermed sluttede sagen ikke. Den pågældende mor mødte – stik imod de aftaler, der var indgået mellem hende og skolens ledelse – op og befandt sig på skolens fællesarealer, hvor Else Marie Jørgensen befandt sig.

- Det er mit indtryk, at hun kigger på mig og vil i kontakt med mig, men hun henvender sig ikke direkte. Jeg bliver så skræmt over det, at mine kolleger følger mig ud til min bil. På vejen hjem bliver jeg så ringet op af skolens ledelse, som beder mig blive hjemme, fordi de ikke kan garantere for min sikkerhed, fortæller Else Marie Jørgensen.

Annonce

Sygemeldt fra sommer

Den pågældende mor havde på dette tidspunkt tre børn på skolen. Kort efter valgte hun at udmelde dem af skolen for at lade dem fortsætte på en anden skole, og dermed kunne sagen være ude af verden. Men det var den langt fra.

- I begyndelsen af sommerferien kan jeg mærke, at jeg begynder at få det svært. Jeg havde ellers hele tiden sagt, at den sag ikke skulle få mig ned med nakken eller ødelægge mit personlige liv, fortæller Else Marie Jørgensen, som i slutningen af juli derfor finder det nødvendigt at sygemelde sig.

I august blev den mor, der har slået hende, idømt 40 dages fængsel for vold, og fra midten af september, hvor Else Marie Jørgensen vendte tilbage til arbejdet, begyndte hun langsomt at trappe timetallet op. I januar i år var hun tilbage på fuld tid, men sagen vendte tilbage som en boomerang, da hun for et par måneder siden igen blev konfronteret med sin overfaldsmand: Moderen havde indskrevet sit yngste barn til at begynde i førskole på BillundSkolen i april.

Annonce

Sagen er håndteret billigt

Problemerne vendte retur, og Else Marie Jørgensen har siden arbejdet på nedsat tid. Hun har tre lektioner om dagen, og planen har selvsagt været, at hun skulle tilbage i fulde omdrejninger. Men i sidste uge tog sagen så en alvorlig drejning: Else Marie Jørgensen har nu været sygemeldt så længe, at Billund Kommune har varslet hende en afskedigelse.

Det er en løsning, der både skuffer og frustrerer hovedpersonen.

- På mange måder synes jeg, at Billund Kommune har håndteret sagen på den måde, der har været billigst, siger Else Marie Jørgensen.

Hvad skulle kommunen have gjort?

- Den rigtige løsning havde været, at barnet ikke skulle gå her. Vi har brug for ro efter de episoder, der har været, og for familien er det heller ikke godt at insistere på et samarbejde, siger hun.

Annonce

Ikke en normal omstændighed

Som 57-årig mener Else Marie Jørgensen langt fra, at hun er færdig med at arbejde. Der er ikke noget, hun hellere vil end at vende tilbage til jobbet for fulde omdrejninger, men hun mener, at kommunen er skyldig i forhold til, at det ikke har været muligt.

- Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at komme tilbage. Når det ikke er lykkedes, er det, fordi Billund Kommune opretholder den faktor, at jeg hele tiden bliver konfronteret med en risiko for at møde hende, der har overfaldet mig, siger Else Marie Jørgensen.

- Jeg synes ikke, det er en urimelig forventning, at man som medarbejder bliver skånet for at møde sin overfaldsmand i sin hverdag, tilføjer hun.

Du er ansat på fuld tid, men da du er delvist sygemeldt og derfor arbejder på nedsat tid, får din arbejdsgiver ikke det maksimale ud af lønkronerne. Er det ikke fair nok at sørge for, at pengene bliver brugt så hensigtsmæssigt som muligt?

- Jo, under normale omstændigheder, men denne omstændighed er ikke normal. Billund Kommune opretholder et arbejdsmiljø, som gør det svært for mig, og som er årsagen til, at jeg ikke bliver rask, siger Else Marie Jørgensen.

Hendes fagforening, Danmarks Lærerforening, forhandler nu med Billund Kommune vedrørende afskedigelsen.

Billund Kommune ønsker ikke at kommentere sagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Debat: Luk turistkontoret i Ribe

Annonce