Annonce
Esbjerg

Skoleleder vil sende 11 medarbejdere på stifinderkursus

Skoleleder på Bohrskolen, Ole Lerke, er stærkt begejstret for stifinderuddannelsen. Arkivfoto. Kirsten Enevoldsen.

På Bohrskolen mener skoleleder Ole Lerke, der selv har været på stifinderkursus, at det er en nødvendig investering for en ambitiøs skole at sende resten af teamet på samme kursus.

Esbjerg Kommune: Skal man tro Ole Lerke, skoleleder på Bohrskolen, er de 128.000 kroner for Stifinderkurset mere end godt givet ud. Faktisk så godt, at han med skolebestyrelsens velsignelse agter at sende de 11 andre i Bohrskolens leder-team på samme kursus i løbet af de næste par år.

Mens Ole Lerkes og de fire andre skolelederes stifinderkursus dels er finansieret af Børn & Kulturs fælles pulje til leder-udvikling, dels af den centrale pulje til lederuddannelse i skoleadministrationen/forvaltningen, skal udgiften til de 11 i lederteamet findes på skolens eget budget.

- Vi har brug for noget, som kan løfte os sammen, og det er en nødvendig investering - ja, faktisk den bedste investering, jeg kan gøre rent ledelsesmæssigt for Bohrskolen. Jeg holder mig absolut inden for rammen af det ansvarlige, og det er en investering, der kommer tifold tilbage. Jeg synes ikke, der er noget underligt i, at vi investerer i god ledelse, for medarbejderne fortjener gode ledere, siger Ole Lerke, der er en af de skoleledere, der selv har taget alle tre moduler på det, han kalder Stifinderuddannelsen, hvilket sammenlagt løber over trekvart år med fire-fem sammenhængende dage på hvert modul.

Annonce

Tre moduler

Her er et udpluk af, hvad stifinder.net selv skriver om udbyttet af kursets tre moduler:


  • På modul 1 lærer du om forskellige psykologiske mekanismer, der træder i kraft, når mennesker møder forandringsprocesser - især forandring de ikke selv har bedt om. Du bliver i stand til at bruge den proaktive metode som strategisk værktøj til forandring og udvikling - professionelt såvel som personligt
  • På modul 2 får du indsigt i kunsten at opbygge et high performance team - ikke i teorien, men i praksis. Hensigten er, at de erfaringer, du gør dig her, kan overføres direkte til din dagligdag som leder. Du vil få øjnene op for ressourcer, som du ikke vidste, du havde. Du vil opleve og få adgang til potentialet i både dig selv og hos de andre deltagere. Her får du rig mulighed for at bruge de metoder og teorier, du har lært på modul 1.
  • På modul 3 bearbejder og integrerer du oplevelserne fra modul 2. Du vil opleve og lærer om de indre processer, der foregår, når mennesker udvikler sig. Modul 3 er en indre rejse, som handler om dig og dine muligheder i fremtiden. "Authentic Leadership" er et modul, hvor du får en intens oplevelse på det mentale, følelsesmæssige og åndelige plan.

Hvad er det, stifinderkurset skal gøre for jer? Det koster jo 1,4 millioner kroner af skolens budget at sende 11 afsted?

- Vi har et meget ungt team med mange nye ansigter, og det er sindssygt vigtigt, at vi har et fælles udgangspunkt, en fælles referenceramme, så tingene kommer til at spille sammen. Uddannelsen lærer jo en at komme i mål med de projekter, man sætter i søen, og arbejde sammen mod samme mål, så man sikrer, de lykkes. Uddannelsen understøtter det personlige lederskab, som er et must i et superkomplekst job som leder i folkeskolen. Desuden bliver det ikke 1,4 millioner kroner - vi har fået en klækkelig rabat, fordi vi sender mange afsted samt aftalt en betalingsmodel, så det ikke belaster vores økonomi så meget, at det går ud over andet, siger Ole Lerke.

Hvor meget har du fået i rabat?

- Det vil jeg dybest set være ked af at sige noget om, for så bliver det bare pengene, der bliver historien i det her.

Det gør det nok alligevel - hvorfor er det et problem at sige, hvad det koster?

- Jamen, jeg synes ikke, beløbet er det vigtigste. Men o.k. vores pris er én million kroner fordelt over fire år, hvilket betyder 250.000 kroner per år. Det handler om at få en bedre skole ud af det, og så længe, det foregår seriøst og ansvarligt, så synes jeg ikke, økonomien er det vigtigste. Bohrskolens budget er 125 millioner om året, og når man laver en god aftale hen over fire år, så er det begrænset, hvad det betyder for skolen. Det er jo ikke sådan, at vi pludselig ikke kan give eleverne de timer, de skal have, eller at de ikke kommer på lejrskole, siger Ole Lerke.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce