Annonce
Aabenraa

Skoleledere i sønderjysk kommune: - Vi skal nok blive klar

I næste uge vil der igen være liv på Kongehøjskolen i Aabenraa. Foto: Claus Thorsted
Efter statsministerens udmeldning om delvis genåbning af skoler efter påske gik ledelse og lærere på skoler i Aabenraa Kommune tirsdag i startboksen. Men de afventer mere præcise anvisninger fra centralt hold.

Aabenraa/Rødekro: - Vi skal nok finde løsninger.

- Vi skal nok blive klar.

Sådan lyder det fortrøstningsfuldt fra både Vibeke Domar, skoleleder på Kongehøjskolen i Aabenraa, og hendes kollega på Hærvejsskolen i Rødekro, Pernille Reschat.

Begge skoleledere var tirsdag endnu afventende i forhold til at få mere præcise udmeldinger fra centralt hold, efter at statsminister Mette Frederiksen (Soc.dem.) mandag aften på et pressemøde meddelte, at man efter påske vil tage fat på "den første forsigtige fase" i genåbningen af samfundet efter godt fire ugers hel og delvis nedlukning. Og at man som første skridt vil åbne daginstitutioner og skoler for børn og skoleelever op til 5. klasse.

Skolelederne havde taget fat på mødeaktiviteter og havde orienteret forældre og medarbejdere om, at de mere konkrete planer meldes ud snarest.

Annonce

Genåbning af folkeskoler

På et pressemøde mandag aften 6. april meddelte statsminister Mette Frederiksen (Soc.dem.), at den "første forsigtige fase" i genåbningen af samfundet bliver aktiveret onsdag 15. april, såfremt udviklingen i coronapandemien fortsætter stabilt hen over påsken.

I første fase kan de mindste børn komme i vuggestue, børnehaver, fritidsinstitution og skole. Det drejer sig om skoleelever fra 0. til 5. klasse.

Børn og voksne skal være så meget ude, som det kan lade sig gøre. De skal holde afstand, der skal gøres ekstra rent, og er man det mindste syg, skal man blive hjemme.

Elever i folkeskolen fra 6. klasse skal fortsat gå i skole hjemme, foreløbigt frem til 10. maj. Det gælder også efterskoler og frie fagskoler. Afgangseksamener i folkeskolen aflyses. De afsluttende standpunktskarakterer ophøjes til prøvekarakterer.

Forældre i ro

- Vi er i gang med at finde ud af, hvordan logistikken skal fungere, og hvordan vi sikrer trygheden for børnene, forældrene og medarbejderne, for vi holder trygheden i højsædet, understreger Vibeke Dolmar, hvis skole har 836 elever, hvoraf 500-600 bliver berørt af åbningen i næste uge:

- Vi arbejder som udgangspunkt med opstart onsdag, dog kan det blive en rullende opstart. Vi har mange forskellige typer af børn. Nogle skal transporteres i bus eller taxa, så der er mange forskellige praktiske ting, der skal falde på plads, siger hun.

I Rødekro forestiller skolelederen sig, at man vil lægge en plan for åbning af skolen, men at den formentlig skal ændres undervejs.

- Uanset vil vi sikre os, at vi tager imod, så der er styr på hygiejnen. Det er vigtigt. Vi skal se på, hvordan vi kan samle børnene, så der ikke bliver for mange i et lokale, siger Pernille Rechat fra Hærvejsskolen, hvor cirka 350 elever ud af 750 skal tilbage.

På begge skoler havde der tirsdag kun været få henvendelser fra forældrene.

- Det er mit indtryk, at folk følger rigtigt godt med og er klar over, at de skal have lidt tålmodighed med at få svar, siger Vibeke Domar.

Forældre skal tjekke Aula

I kommunen har skolechef Rasmus Andreassen sundheden i fokus:

- Vi vil sørge for, at anvisningerne fra sundhedsmyndighederne bliver overholdt og tage højde for, hvor tæt eleverne kan sidde i klasserne. Nogle skoler skal nok køre mindre hold med op til ti, og der vil blive mere undervisning udendørs, siger skolechefen, som påpeger, at skolerne rundt om i kommunen har meget forskellige rammer, så det vil blive grebet forskelligt an fra skole til skole.

Derfor opfordrer han forældrene til at tjekke Aula, hvor de enkelte skoler informerer.

Vibeke Domar, skoleleder på Kongehøjskolen i Aabenraa, skrev ud til forældrene tirsdag morgen, men glæder sig til at kunne give mere konkret information. Privatfoto

Lærere gør klar

Formanden i Aabenraa Lærerkreds, Mads Lund, er tryg ved, at kommunen følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. Også han ventede tirsdag på mere konkrete anvisninger fra centralt hold efter møder mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening. Foreløbig havde han mindet de lokale tillidsfolk om, at de skal inddrages.

- Vi har vidst, at vi skulle i igang igen på et tidspunkt. Nogle lærere er nervøse for smitte, men der er også nogle, som glæder sig til at komme på arbejde. Det bliver lidt som en humlebi, der skal op at flyve, men vi må få det bedste ud af det, siger Mads Lund.

Skoleleder på Hærvejsskolen i Rødekro Pernille Reschat skrev ud til forældrene allerede mandag aften, og mere konkret information vil følge. Arkivfoto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Pseudo-oplukning af grænsen: Det er kun lidt bedre end ingenting

Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce