Annonce
Vejen

Skoleminder fra en svunden tid

Humøret var højt hos de tidligere elever. Mange af dem havde ikke set hinanden siden skoletiden. Privatfoto
Jakob Willadsen og Lissi Pedersen kan se tilbage på en yderst vellykket skolefest i Hjerting. 79 tidligere elever havde taget imod invitationen til at mødes og genoplive minder fra skoletiden.

Hjerting: - Det gik helt fantastisk. Snakken gik og mange sagde: Det må vi gøre igen. Så er det jo sjovt at være arrangør.

Sådan siger Jakob Willadsen, der, sammen med Lissi Pedersen, havde taget initiativ til en skolefest på Hjerting Skole - 47 år efter, at skolen lukkede.

De to arrangører begyndte allerede i foråret at efterlyse tidligere elever fra skolen for at få samlet så mange som muligt til skolefesten, der blev holdt lørdag.

79 tidligere elever havde meldt deres ankomst, og dagen begyndte med frokost i Hjerting Forsamlingshus, hvor deltagerne blandt andet kunne se to små film med lærerinden frøken Jensen. Derefter bød dagen blandt andet på besøg på den gamle skole for at se de gamle klasseværelser, besøg på den gamle kro og i den tidligere købmandsbutik. Det hele er nu i privat eje, men ejerne havde indvilget i at åbne dørene.

Annonce
Ingen kunne være i tvivl om, at der skete noget i Hjerting lørdag. Privatfoto

Minder vækket til live

At det ikke kun var de to initiativtagere til skolefesten, der havde en god dag, kan ses af de kommentarer, som deltagere har skrevet på skolefestens Facebookside dagen derpå. Her kan man blandt andet læse:

- Hold da op for en fantastisk dag. Håber vi snart ses igen. Er så hæs, at jeg skriver sms'er til de folk, der ringer. Kan slet ikke snakke i dag.

- Sikke en fest vi var til i går. Dejlige gensyn, dejlig mad, fik snakket, grinet, gav kram, fik kram, sang dejlige danske sange, fik vækket minder til live.

- Stor tak herfra til Lissi og Jakob for et super godt arrangement. Tak for godt selskab og glædelige gensyn.

- Det var en fantastisk dag, aften og nat. Det må gøres om.

- Alt i alt en dejlig dag med minder fra en svunden tid. For mig personligt var det en fornøjelse at se alle dem, som jeg selv havde været barn sammen med, men også dem, som var ældre end mig, som jeg kan huske, at jeg så op til.

- Tak for en fantastisk dag. Sjovt at genopfriske minder og høre, hvad man har brugt sit arbejdsliv på. Flot forberedt og organiseret.

- Det var en sjov, hyggelig, spændende, berigende og helt igennem fantastisk dag og et fantastisk initiativ.

En ny skolefest?

Om der bliver tale om at arrangere en ny skolefest om et par år eller tre, kan Jakob Willadsen på nuværende tidspunkt ikke sige noget om.

- Vi har ikke aftalt noget bestemt, men vi kunne da godt finde på at gøre det igen, lyder det fra Jakob Willadsen.

79 tidligere elever fra Hjerting Skole var mødt frem til skolefesten. Skolen lukkede for 47 år siden. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce