Annonce
Vejen

Skolepatruljerne tager det sure show med et smil

Selv om alle har rasende travlt i morgentrafikken, skal biler og busser stadig huske at standse op, så skolepatruljen ved Askov-Malt Skole kan guide deres skolekammerater og andre fodgængere sikkert over Maltvej. Foto: Søren Dippel
Med opbakning fra politiet og Vejen Kommune har Rådet for Sikker Trafik givet eleverne, som bemander Askov-Malt Skoles skolepatrulje, et anerkendende skulderklap.

Askov: Der er mange gode grunde til, at bilisterne hver morgen burde nikke anerkendende til skolepatruljerne – også selv om det er lige midt i myldretiden. Men det er tilsyneladende ikke alle bilister, som værdsætter patruljernes arbejde.

- En fredag morgen oplevede vi for eksempel en bilist, som drillede os ved flere gange at køre frem og tilbage hen over fodgængerfeltet, siger Frederikke Helsing Viborg.

Hun er en af Askov-Malt skoles 15 elever, som frivilligt har påtaget sig det sure arbejde at møde op 20 minutter før skoletid for at kunne hjælpe deres skolekammerater sikkert over den meget befærdede Maltvej.

Den pågældende bilist skal huske på, at når der er fodgængere, som står ved fodgængerovergangen for at krydse Maltvej, skal bilister og alle andre trafikanter standse op – også selv om det er lige midt i myldretiden, hvor alle har travlt.

Først da kan skolepatruljen nemlig træde ud på kørebanen i deres gule refleksveste og med deres håndskilte.

- En gang stod vi med en forælder, som skulle over vejen, men ingen bilister ville stoppe op. Vi måtte vente i fem minutter, inden der var en bilist, som ville standse, siger Astrid Klitgaard.

Annonce
På Askov-Malt Skole tæller skolepatruljen 15 elever fra skolens to 6.-klasser. De bemander skolepatruljen tre ad gangen. Foto: Søren Dippel

Den sureste Uge

- Men også fodgængere kan gøre det surt for os, siger Nicolaj Steensig Nielsen.

- Jeg har selv oplevet en kvindelig fodgænger, som skubbede til os, selv om vi stod og havde spærret for fodgængere. Hun skubbede os bare til side og gik over vejen.

Sådan kan det nogle gange føles som et surt show at varetage hvervet som skolepatrulje. Men heldigvis tager skolepatruljerne selv et surt show med et smil, og onsdag morgen havde Askov-Malt Skoles skolepatrulje god grund til at smile, for da fik den et flot skulderklap af Rådet for Sikker Trafik, der har udråbt den kommende uge til ”Den sureste Uge” – for skolepatruljer forstås.

Ikke bare er det mørkt og koldt på denne årstid, skolepatruljerne risikerer også at skulle stå vagt i regn, sne og voldsom blæst. Skulderklappet kom fra to politibetjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi og Anders Pedersen, der er Vejen Kommunes projekt- og trafiksikkerhedskoordinator. De var mødt op for at følge skolepatruljens arbejde og for at overrække halsediser med påtrykte slogans til brug, når vejrguderne er morgensure.

- Vejen Kommune har købt 200 halsediser, så der er til samtlige skolepatruljer i Kommunen. Torsdag kommer turen til skolepatruljen ved Højmarkskolen i Holsted, siger Anders Pedersen.

Han fortæller, at alle skoleelever i Vejen Kommune har været med til at finde på slogans til halsediserne. Her kan morgensure bilister fremover så for eksempel læse gult på sort: ”Så hold da for Søren!”

Onsdag morgen var det Lucas Eriksen, Mathilde Stokholm og Dicte Kildemand, som bemandede Askov-Malt Skoles skolepatrulje. Foto: Søren Dippel
Projekt- og trafiksikkerhedskoordinator Anders Pedersen mødte op for at overrække halsediser med påtrykte slogans til brug, når vejrguderne er morgensure. Her er det lærer Lene Toft Hansen, som viser en halsdise. Foto: Søren Dippel
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Ny hobbybutik åbner i Kolding

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Sønderborg

Evakuerede beboere kunne vende tilbage efter natlig indsats: Svajende skorsten på 40 meter er revet ned

Annonce