Annonce
Indland

Skoleskibet Fulton går konkurs

Stiftelsen bag det sociale tilbud for udsatte unge, skonnerten Fulton, indgiver konkursbegæring. Dermed er det usikkert, om Fulton kommer ud at sejle med utilpassede unge igen.

Bestyrelsen for Fulton Stiftelsen er ifølge formand Grethe Rostbøll tvunget til at indgive konkursbegæring.

Fulton Stiftelsen er kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder, da kommunerne igennem det seneste halvandet år er holdt op med at anbringe de udsatte unge på skibet.

- De beholder dem hjemme i kommunerne, og det vil sige, at der næsten ikke er kommet nye drenge til, fortæller Grethe Rostbøll til Berlingske Nyhedsbureau.

Konkursbegæringen betyder ligeledes, at opholdsstedet i Assens vil blive lukket ned i løbet af de næste par uger.

- Hvad der skal ske med de tilbageværende seks-syv drenge, ved vi ikke endnu. Det forhandler vi med kommunerne om. Men vi tror på, at vi kan finde en løsning i god ro og orden, da de stort set alle alligevel skulle udsluses af naturlige årsager i løbet af sommeren, siger Grethe Rostbøll.

Bestyrelsen koncentrerer sig nu sammen med Nationalmuseet og foreningen Fultons Venner om at redde skibet og sejladserne. I samarbejde vil de forsøge at danne en ny fond, der fremover kan sikre det finansielle grundlag for driften af skibet.

- Vi må bruge alle vores kræfter på at sikre sejladsen fremover. Jeg er dog overbevist om, at det kan lade sig gøre. Fulton er et nationalt klenodie, og jeg tror, der er rigtig mange, der vil hjælpe os, siger formand Grethe Rostbøll.

Fulton har siden 1970 hjulpet udsatte unge med resocialisering, og opholdsstedet i Assens har sammen med skonnerten hjulpet mange drenge til en normal tilværelse i samfundet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce