Brandvæsnet rykkede onsdag formiddag hurtigt og talstærkt ud til en brand i et skovområde på Drejens-halvøen.
Kolding: En skovbrand på Drejens-halvøen blev slukket onsdag klokken 11.35.
Dermed fik branden kun lov til at hærge i knap to en halv time i det knastørre skovområde.
Meldingen om, at branden var slukket, kom en time efter, at Trekantområdets Brandvæsen fik branden under kontrol.
Det var et skovområde i den nordøstlige del af Drejens-halvøen, nord for Elvighøjvej, der brændte.
Brandens omfang var på cirka et par hundrede kvadratmeter.
- Nogle har været i gang med at fælde nogle træer, og det gik der ild i. Noget af skoven brændte også, fortæller Ronni Pedersen, indsatsleder ved Trekantbrand.
Brandvæsnet modtog anmeldelsen om brand klokken 9.14. Det er uvist, hvordan branden er opstået.
Drone i luften
Brandvæsnet, politiet og Beredskabsstyrelsen rykkede ud med i alt cirka 40 mand fordelt på 20 køretøjer. Heraf var der 13-14 brandslukningskøretøjer fra Kolding, Middelfart, Fredericia og Vejle.
Brandvæsnet omringede branden fra tre sider ud til vandet for at hindre, at den bredte sig. Brandvæsnets arbejde blev dog besværliggjort af, at området var svært fremkommeligt, og at skoven var tør efter mange uger uden regn.
I området ligger der sommerhuse, men ingen af disse var i fare under branden.
Udover slukningskøretøjer var brandvæsnets drone i luften for at skabe overblik over branden.