Annonce
forside

Slaget ved Dybbøl 5. juni 1848

fortælling: Kurt Müller Pawlowski, der er født og opvokset i Broager, har sendt to historiske beretninger om slag i Sønderborg-området 1848. Dette er den anden, og den handler om slaget ved Dybbøl 5. juni.

Efter slaget ved Nybøl den 28. maj, var den tyske hær blevet samlet omkring Flensborg, her opslog general Friedrich Wrangel sit hovedkvarter, hvor han tog en beslutning om helt at kaste vore tropper ud af Sundeved – og angrebet blev fastsat til den 5. juni. Han forsøgte at narre os, og lod således afholde en stor parade i anledning den hannoveranske konges, Ernst August’s fødselsdag.

I angrebet mod os skulle forbundsdivisionen og den preussiske linjebrigade under general Edward Bonin rykke frem mod Dybbøl – mens den preussiske garderbrigade skulle marchere mod Aabenraa for at kaste vores oberst Hans A. Juels kavaleris styrker ud af Nordslesvig. Avantgarden og brigaden Marchalck tilhørende general Hugh Halkett skulle fra Gråsten rykke frem over Adsbøl og Nybøl mod brohovedet ved Alssund. Den slesvig-holstenske hær skulle blive i Adsbøl som reserve. De tyske styrker mod os talte 14 bataljoner, seks eskadroner og fire batterier. I alt ca. 12.000 mand.

Angrebet

Angrebet begyndte om formiddagen mod vores venstre fløj, hvor vi blev trængt tilbage - snart måtte vi opgive Nybøl By og møllen dér – senere blev vi kastet ud af Stenderup og Bøffelkobbel – vores venstre fløj måtte trække sig helt tilbage til Dybbøl for dér at indtage en ny stilling.

Under dette angreb havde den preussiske linjebrigade delvis sovet i timen – den havde samlet sig så langt tilbage, at Wrangel måtte befale, at det ellers sejrrige angreb mod os måtte stoppes – linjebrigaden skulle have tid til at nå frem til kamplinjen. Ved 12.30-tiden sendte general Schleppegrell en melding til overkommandoen: »Fortropperne i Stenderup og Nybøl høres i levende Engagement. Kanonskud høres i retning af Nybøl Mølle. Melding er endnu ikke indløbet fra Forposterne«.

Angribernes pause betød, at vi kunne trække vore reserver ind i kampen fra Als og derved forstærke vor Dybbøl-stilling. Men der havde i mellemtiden været hårde kampe under vores tilbagetrækning. En måske pudsig ting under kampene – dagen var frygtelig varm, så heden trykkede, og general Bonins tropper havde ilet så hurtigt frem, at de var dødtrætte og helt udkørte af varmen, de måtte nødvendigvis tage et særdeles tiltrængt hvil i Vester Sottrup fra ca. kl. halv to til kvart i tre. I Dybbøl-stillingen var vi nu blevet så stærke, at det tyske angreb brød sammen – og det tyske artilleris kanoner blev mere eller mindre uskadeliggjorte.

General Wrangel fulgte slagets gang fra Ragebøl. Men angribernes reserver stod så langt tilbage, at det ville tage alt for lang tid at få dem indsat i kampen mod os. Wrangel måtte indse, at han havde tabt – og omkring kl. 18.30 gav han ordre til retræte – netop på det tidspunkt gik vi til modangreb – da vi nu var blevet klar over, at de tyske styrkers kræfter var sluppet mere eller mindre op.

Vi stormede frem under jubel og drev fjenden tilbage til Nybøl. Om denne storm skriver et tysk øjenvidne: »Som en blodrød Sky, truende med Ødelæggelse, væltede de danske Styrker ned over Banken«. Vi fulgte dog ikke sejren op, da vi forventede, at tyskerne ville angribe os igen dagen efter sammen med deres ubrugte reserver – dette ville betyde en klar tysk overmagt mod os.

Opnået

Kampene ved Nybøl og nu ved Dybbøl havde stor betydning – vi havde opnået at sikre og hævde Dybbøl-stillingen – det betød, at vi stadigvæk herskede over noget af Slesvig. De to slag var sådan set blevet ført mod en ligebyrdig modstander – vore styrker var blevet ført glimrende. og militærhistorikerne fremhæver især Schleppegrells strategiske evner. Vore troppers moral var højnet – og den danske befolkning fik stor tillid til dens soldater.

Tabene

Som altid medfører krig uundgåelige tab af menneskeliv – vi havde 59 døde og 171 mere eller mindre hårdt sårede, i denne opregning er der medtaget både officerer og andet mandskab under ét. Desuden blev 17 af vore taget til fange. Fjenden havde et tab på 321 mand, heraf 44 døde, 213 sårede samt 40 fanger.

Takketalerne

Der blev takket for indsatsen fra begge sider – vores general Hedemann sagde bl. a.: »Soldater. Jeg takker Eder. I har kæmpet hæderligt indtil denne Dag og aftvungen Fjendens Agtelse; i Sundeved har I trængt Fjenden tilbage med Kækhed, endelig har I kæmpet som gamle krigsvante Soldater, men den bedste Tak venter Eder endnu; thi Fædrelandet vil ikke glemme de brave, der har fægtet for dets Ære og Velfærd, blive optegnet blandt de hæderligste i dets Historie«.

Også general Wrangel takkede sine folk fra sit hovedkvarter i Ullerup, hvorfra han lod udgå denne proklamation: »Jeg bringer Hærens Officerer og Soldater min inderligste Tak ved de i Gaarsdagens Rekognoscering kastede Fjenden tilbage (her skal det indskydes, at han erkendte at slaget var tabt, men så kunne han da nøjes med at kalde det rekognoscering!) i sit forskansede Brohovede (igen en overdrivelse, de nåede aldrig til brohovederne ved Alssund) I dag vil vi hvile på det erobrede Terræn«.

Hans udtalelser sigtede udelukkende kun at stikke blår i øjnene på den tyske befolkning – alle hans soldater og officerer vidste, at han løj!

Der var et men

Der var dog et men – kampene havde forstyrret de diplomatiske forhandlinger, som briterne og russerne var i gang med – vi var heller ikke enige indbyrdes, da general Hedemann havde optrådt for egenrådigt, hvilket igen betød, at der opstod strid mellem hærens overkommando og krigsministeren, som forsvarsministeren blev tituleret dengang.

Krigen var ikke slut – den brød ud igen året efter, 1849 blandt andet med søslaget ved Eckernförde den 5. april – og så det meget berømte slag, udfaldet fra Fredericia 6. juli. Samme år, hvor Junigrundloven af 1849 blev vedtaget den 5. juni.

Endelig stoppede de krigeriske handlinger dog – Treårskrigen – som vi normalt kalder de tre urolige år med danmarks-historiens største slag – slaget ved Isted 1850. Dette slag ligger udenfor Als og Sundeved-området, men det var uhyggelig barskt – i alt talte vore døde og sårede 3.615 mand – heraf 845 faldne - fjendens »kun« 2.808, hvoraf de 534 var faldne. Blandt vore døde var Schleppegrell og Læssøe. Om blandt andet dem skrev den unge officer Johan Grundtvig til sin mor: »Schleppegrell, Læssøe, Trepka, oberstløjnant Bülow og kaptajn Kranold, alle Armeens håb tabte«.

Det var om dette uhyggeligt voldsomme slag, at hans far N. F. S. Grundtvig digtede:

»Guds fred med vore døde

i Danmarks rosengård!

Guds fred med dem, som bløde

af dybe hjertesår!

Vor kærlighed med alle

de store og de små,

som ville stå og falde

med løven askegrå«

14 år

Sejren var vor – men uhyggelig dyrekøbt, dagen efter stod vi igen ved Dannevirke – lidet anende, at vi skulle forlade denne stilling 14 år efter – 1864. Et år, der for altid vil være mejslet ind i danskerne – men med garanti de fleste sønderjyder – denne krig, hvor de øverste officerer ligesom glimtede ved deres fraværelse – hvorfor Krigen 1864 også ofte kaldes »løjtnanstkrigen« – men krigens realiteter var, at Danmark mistede Sønderjylland i 56 år – indtil Genforeningen med Danmark 1920. Denne genforening er vel en af de største milepæle i hele Danmarks historie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Landmand står i gylle til halsen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Annonce