Annonce
Aabenraa

Slagtermester efter gyldent år: Omsætningen er eksploderet

Slagtermester Hans Henrik Johansen har haft et fantastisk 2020. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
Lige siden corona-virussen ramte Danmark i marts sidste år, er omsætningen hos slagtermester bare steget og steget.
Annonce

Aabenraa: Siden marts sidste år har Danmark været ramt af nedlukninger og forskellige restriktioner på grund af corona-virussen. Lige nu er landet også delvist lukket ned, og det har store konsekvenser for masser af brancher.

De små lokale slagtere har dog ikke været ramt af nedlukningerne, og hos Aabenraa Slagteren har 2020 været et decideret gyldent år.

- Da coronaen begyndte i marts, steg salget med det samme, siger slagtermester Hans Henrik Johansen, der er indehaver af Aabenraa Slagteren.

Stigningen fortsatte året ud, og Aabenraa Slagteren kan se tilbage på et år, der slår alle rekorder.

- Vi har haft det travleste år nogensinde og den største omsætning. Omsætningen er eksploderet, siger Hans Henrik Johansen, der har været nødt til at hyre ekstra personale for at kunne følge med.

- Jeg har været nødt til at få en ekstra slagter ind, og lige nu søger vi yderligere én, siger Hans Henrik Johansen.

Annonce

Pølser til grillen

Ifølge slagtermesteren fra Aabenraa er der flere forklaringer på, hvorfor corona-pandemien fik hans omsætning til at eksplodere.

- Folk, der har haft en madordning på arbejdspladsen, skulle lige pludselig til at arbejde hjemme, og så havde de pludselig brug for noget godt pålæg, siger Hans Henrik Johansen.

Danskernes rejsevaner lavede corona-virussen også fuldstændig om på.

- Mange har ikke været på ferie i udlandet sidste år, og det har vi også kunnet mærke, siger slagtermesteren fra Aabenraa.


Da coronaen begyndte i marts, steg salget med det samme.

Hans Henrik Johansen, slagtermester


I stedet for en chartertur til Kreta i sommerferien valgte rigtig mange at blive i Danmark, og når vejret tillod det, blev der fyret rigtig meget op i grillen rundt omkring. Det var sød musik for Aabenraa Slagteren.

- I sommerferien solgte vi rigtig meget til grillen, og det var både kød og pølser, siger Hans Henrik Johansen, der har fået mange nye kunder, som vender tilbage igen og igen.

Aabenraa Slagteren forventer en fortsat stigning i salget i 2021, for coronaen er på ingen måde et overstået kapitel.

- Jeg føler med de brancher, der lider, og jeg håber selvfølgelig, at coronaen forsvinder, selv om den for mig har betydet en markant omsætningsfremgang, siger Hans Henrik Johansen.

Annonce

Godt med lukket grænse

Hos Ravsted Slagteri har 2020 også været et mere end fornuftigt år.

- Vi har også haft et rigtig godt år. Godt nok har vi mistet leverancer til flere store arrangementer som Tønder Festival og diverse byfester, men i stedet har vi solgt mere til private kunder, siger slagtermester Jørn Henrik Clausen, der er indehaver af Ravsted Slagteri.

En del af forklaringen på, at der har været flere private kunder i butikken, er ifølge slagtermesteren den faldende grænsehandel på grund af corona-virussen.

- Mindre grænsehandel har betydet større omsætning til os. Det var tydeligt at mærke, da grænsen lukkede, siger Jørn Henrik Clausen, der også har store forventninger til det nye år.

- Vi har fået en del nye kunder, og det håber vi fortsætter i 2021, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce